Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2018

Aarhus Sporveje anskaffer elbusser fra Volvo

Af Thomas de Laine

Volvo 7900-hybridbus i Tallinn
Forestil dig denne bus i sennepsgul og med en pantograf på taget - så har du de nye busser til linje 13 i Aarhus! Denne Volvo 7900, bygget 2017, er fotograferet i Tallinn og er i diesel-hybridversionen. I Tallinn har man i de senere år afviklet store dele af trolleybusnettet og indsat Volvo-hybridbusser i stedet. Byen har i øvrigt fortsat et antal tidligere Aarhus-bybusser kørende. Foto: Thomas de Laine, 10. maj 2018.

Elbusser er efterhånden på vej i almindelig drift flere steder i landet, og senest har Busselskabet Aarhus Sporveje placeret sin første ordre på 4 elektriske busser. De skal fra august 2019 sættes i trafik på linje 13 mellem Holme, midtbyen og Frydenlund. Linjen er 15 km lang, kører hver halve time og kræver netop 4 busser. Der skal lades op ved den ene endestation, altså efter hver cirka 30 kilometers kørsel.

Ordren er resultat af et udbud efter forhandling, der blev sat i gang i efteråret 2017 og omfattede såvel busserne som ladeinfrastrukturen. Busserne bliver af typen Volvo 7900 Electric, som er en variant af Volvo 7900, der også findes i f.eks. diesel- og hybridbusversioner. Den elektriske udgave kører bl.a. i Sverige, Norge, England, Luxembourg og Polen. Volvo oplyser, at en elektrisk Volvo-bus har et energiforbrug, der er ca. 80 pct. lavere end en tilsvarende dieselbus. På verdensplan har Volvo solgt mere end 4.000 elektriske busser.

Volvo 7900-typen er i øvrigt en "rigtig" lavgulvsbus (dvs. ikke en laventrébus) i lighed med hovedparten af sporvejenes vognpark. Og udover at være en premiere på 7900 Electric på dansk jord, er der også tale om de første Volvo-busser til Aarhus Sporveje siden 2005. Sporvejene har stort set udelukkende købt Solaris siden da, således at vognparken nu primært udgøres af Solaris Urbino 12- og 18-busser, og man er nået til at udrangere nogle af de tidligst anskaffede Urbino 12'ere. Solaris producerer også Urbino som elbus, men blev altså denne gang slået af Volvo.

Busserne til Aarhus er som nævnt med lejlighedsopladning ("opportunity charging") ved den ene endestation. Til det formål er busserne forsynet med en pantograf, som det kendes fra f.eks. letbanen, og ladestationen til endestationen såvel som ladeudstyret til garagen (Garage Syd) leveres af ABB. Ladeinfrastrukturen lever op til OppCharge-standarden, hvilket muliggør, at også andre fabrikaters busser vil kunne bruge den.

Kilder: Pressemeddelelse fra Volvo 16.05.18; udbudsbekendtgørelse afsendt af Busselskabet Aarhus Sporveje 31.10.17