Nyheder ➜
Københavns metro i genudbud
Af Thomas de Laine

Det første metrotog, der satte hjulene på dansk grund, var togsæt 02, som blev leveret til Ørestad i foråret 1999. I løbet af den næste kontraktperiode om metroens drift og vedligehold vil Metroselskabet udskifte denne serie på 34 togsæt, der blev leveret frem til 2005. Her ses sæt 02 i kurven ved Øresund st. på linje M2 fra Lufthavnen mod Vanløse i sommeren 2011. Foto: Thomas de Laine.
Metroselskabet har sendt driften og vedligeholdelsen af hele Københavns metro i udbud. Der er tale om en stor kontrakt, som i udbudsbekendtgørelsen angives med en forventet værdi af 2,4 mia. euro eller det samme som næsten 18 mia. kr. Den vil nok tiltrække flere af de internationale spillere, der driver metroer, og minimum Keolis har da også allerede annonceret, at man har tænkt sig at lægge billet ind på opgaven.
Udbuddet omfatter alle fire metrolinjer med 44 stationer, heraf de 30 under jorden, og cirka 40 km dobbeltspor. Metroen kører i princippet døgnet rundt (men med periodiske dellukninger for vedligehold mv.) og transporterer ca. 2 mio. passagerer om ugen. Der anvendes 81 togsæt i to generationer og tre forskellige udførelser. Linje M1/M2 har kontrol- og vedligeholdelsescenter i Ørestad, mens linje M3/M4 har kontrol- og vedligeholdelsescenter på Otto Busses Vej ved Enghave Brygge. Der er ikke sporforbindele mellem linje M1/M2 og M3/M4, og de førstnævnte linjer bruger et ældre førerløst system end det CBTC-baserede, som fungerer på linje M3/M4. Begge systemer er niveau 4-førerløse ("unattended train operation").
Vinderen af drifts- og vedligeholdelsesopgaven skal bl.a. tage sig af den trafikale drift, bemandingen, trafikinformation og kundeservice, vedligeholdelse, rengøring, billetsalg og passagertælling. Med andre ord alle de opgaver, Metro Service i dag udfører. Et stort antal medarbejdere vil være omfattet af reglerne om virksomhedsoverdragelse og vil som udgangspunkt følge med opgaven, hvis Metro Service ikke genvinder kontrakten.
Udskiftning af tog og signalsystem på den ældste metro
På især linje M1 og M2 er der nogle større projekter på vej, som vinderen skal medvirke i. Metroselskabet arbejder nemlig også med det såkaldte 3XR-projekt - en forkortelse for "Re-signaling and Rolling Stock Replacement". Det går ud på at udskifte det gamle signalsystem på linje M1/M2 med et moderne CBTC-system, samtidig med at metromateriellet af den ældste type udskiftes.
Det nuværende system og de gamle tog har som udgangspunkt en "udløbstid" i 2035. Udskiftningen af signalsystemet og indsættelsen af 42 nye tog skal foregå i løbet af den årrække, som det nu igangsatte udbud af metroens drift og vedligehold vil dække. I drifts- og vedligeholdelsesudbuddet indgår en option på at udvide antallet af tog i drift ad gangen på linje M1/M2 fra 34 til enten 35 eller 36 tog.
Materielparken på linje M1/M2 er i dag de 34 tog fra 1999-2005, som alle skal renoveres i Rotterdam for at kunne holde til midten af 2030'erne (første togsæt blev sendt derned i august 2023 og er endnu ikke kommet tilbage), og yderligere 8 tog leveret i 2020. Det kan tænkes, at hensigten fra Metroselskabets side er, at de otte nyeste tog overføres til Metrocityringen i forbindelse med anskaffelsen af nyt materiel til linje M1/M2, som derved vil få en homogen flåde. En option i udbuddet drejer sig nemlig også om senere at inkludere linje M4's forventede forlængelse til Ydre Nordhavn. Dog skulle det antal tog, der befinder sig på linje M3/M4 i dag, dvs. 39 togsæt, være tilstrækkeligt til at dække linje M4's forlængelser.
Metroudbud før og nu
Driften og vedligeholdelsen af den oprindelige metro, linje M1/M2, var første gang i udbud som del af anlægsprojektet, hvor driften de første 5 år - senere forlænget med yderligere 3 år - var en del af opgaven for leverandøren af togsystemet, dvs. Ansaldo. I praksis har driften hele tiden været overladt til underentreprenøren Metro Service. Dette selskab havde oprindeligt andre ejere, men har siden 2007 været et joint-venture mellem Ansaldo STS (nu Hitachi Rail) og Milanos trafikselskab ATM. Selskabet genvandt en 5-årig kontrakt i 2010, der blev forlænget til udgangen af 2018. Også genudbuddet med ny kontraktbegyndelse 1. januar 2019 endte hos samme operatør.
I 2019-kontrakten var løbetiden tilrettelagt, så der blev mulighed for at lave et samlet genudbud af alle fire metrolinjer, når den første drifts- og vedligeholdelseskontrakt på Metrocityringen med grene, linje M3/M4, udløb. Varigheden var sat til 5 år og 7 måneder med mulighed for forlængelse i yderligere 5 år, altså til senest sommeren 2029. For også på Metrocityringen var den første drifts- og vedligeholdelsesperiode placeret hos leverandøren af togsystemet. Det har i praksis betydet, at linje M3/M4 også hele tiden har været i hænderne på Metro Service. Den nye kontrakt om hele metroen bliver 12-årig med mulighed for forlængelse i 3 gange 1 år.
Udbuddet foregår som udbud med forhandling efter Forsyningsvirksomhedsdirektivets regler. Udbudsbekendtgørelsen blev afsendt 1. juli (efter et par forudgående annonceringer), og fristen for at søge om prækvalifikation er 31. juli. Når tildelingen finder sted - hvilket først vil ske efter længere tid, da denne type udbud er tidskrævende processer - bliver det efter pris med vægten 40 pct. og kvalitet med vægten 60 pct.
Kilder: Udbudsbekendtgørelser om drifts- og vedligeholdelse af linje M1-M4 afsendt 01.07.25 og om konsulentbistand vedr. 3XR-projektet 30.05.25