Nyheder ➜
Nobina vandt stort Fyn-udbud
Af Thomas de Laine

Nobinas nye "strategiske partner" Bergholdt er udmærket bekendt med fynsk buskørsel. Men materiellet er udskiftet, siden dette billede blev taget i sommeren 2011: En Solaris Urbino fra 2004, brugtkøbt i Tyskland, afgår fra Odense Banegård Center på regionalruten mod Kerteminde. Foto: Thomas de Laine.
Et historisk stort udbud af buskørsel på Fyn er nu afgjort til Nobinas fordel. Intet mindre end 234 busser med ca. 363.000 årlige timer på 35 regionalruter, 4 bybuslinjer og 109 lokalruter var omfattet. Godt 150 af busserne bliver elbusser, og på den måde kommer tre fjerdedele af buskilometerne i FynBus' område til at blive kørt på el fra begyndelsen af 2027.
Myldretid omtalte første gang udbuddet i midten af januar, hvor det var meget langt i forberedelsesfasen, men det endelige udbud, inklusive pakkeopdelingen, blev ændret i forhold hertil. Ultimo januar gik udbudsprocessen i gang, men da der blev fundet fejl i udbudsmaterialet, måtte den første proces afbrydes og et nyt udbud iværksættes. Derfor blev tilbudsfristen først 6. juni. I denne uge har FynBus tildelt kørslen, hvor altså Nobina fik det hele.
Nobina skal indsætte 151 elbusser på de 35 regionalruter, på bybuslinjerne i Nyborg og Middelfart og på de lokale ruter i Kerteminde, Middelfart, Nyborg, Svendborg og Langeland kommuner. De resterende mere end 80 busser, som skal køre på lokalruterne i Assens, Nordfyns og Faaborg-Midtfyn kommuner, bliver dieselbusser. Vognparken af dieselbusser kan bestå af både nye og brugte busser, men alle skal leve op til Euro 6-normen for udledninger. Kørslen skal overtages ved køreplansskiftet i januar 2027, og kontrakten er 12-årig med mulighed forlængelse til i alt 16 år for elbuskørslens vedkommende. Lokalruterne med dieselbusser kan derimod genudbydes allerede efter 4 år. Hvis de fulde forlængelsesmuligheder udnyttes, har Nobinas nye kontrakter for FynBus en samlet værdi på 4½ milliard kroner.
I forbindelse med offentliggørelsen af udbuddets resultat har Nobina oplyst, at man nu indleder et "strategisk partnerskab" med det fynske busselskab Bergholdt om kørslen under den nye kontrakt. Bergholdt har bl.a. erfaring som FynBus-operatør, mens Nobina har erfaring med elbusdrift i stor skala.
Nobina har ikke selv i forvejen kørsel for FynBus. Lokalruterne i Assens, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Nyborg kommuner samt bybusserne i Nyborg køres til gengæld i dag af Bergholdt. Regionalruterne på Fyn overtager Nobina fra Tide Bus, som også afleverer Middelfart bybusser og lokalruterne i Middelfart og Kerteminde kommuner. Vikingbus afgiver lokalruterne i Middelfart, og GoCollective overdrager lokalruterne i Nordfyns Kommune. Nobina bliver med andre ord også FynBus' største operatør fra 2027. Det er ikke angivet, præcis hvor meget af kørslen, Bergholdt kan forventes at udføre for Nobina.
Kilder: Pressemeddelelse fra FynBus 27.06.25; udbudsbekendtgørelse afsendt 06.05.25; pressemeddelelse fra Nobina 27.06.25