Myldretid

Menu

Nyheder

Mere kørsel og flere busser til Aalborg Plusbus

Af Thomas de Laine

Plusbus på Bertil Ohlins Vej
Tide Bus 6108, den ene af de elektriske Solaris-dobbeltledbusser, på Bertil Ohlins Vej mellem Aalborg Universitet og Hospitalsbyen. Da billedet blev taget, kørte Plusbussen endnu ikke med passagerer her, men busserne kom der alligevel, for Tide Bus' garageanlæg ligger som sydlig nabo til Hospitalsbyen. Foto: Thomas de Laine, 17. oktober 2023.

Plusbussen i Aalborg har nu halvandet år på bagen. Den åbnede i september 2023 mellem Væddeløbsbanen, Nytorv, Banegården og Aalborg Universitet og i eftersommeren 2024 blev den forlænget på visse ture til Hospitalsbyen sydøst for universitetet. Hospitalsbyen var altså endnu ikke færdig nok til betjening ved linjens åbninng, men udviklingen går hurtigt i området, hvilket er årsag til, at kørslen står til at blive udvidet.

Derudover har passagererne taget godt imod Plusbussen, der må betegnes som Danmarks første egentlige "Bus Rapid Transit"-linje (BRT). Plusbussen, der indgår i bybusnettet som linje 2, har således omkring en fjerdedel af Aalborgs bybuspassagerer og menes at have bidraget til, at bybusserne har oplevet en samlet passagerfremgang på 8 pct. fra efteråret 2023 til efteråret 2024 til trods for den store takststigning på 10 pct. i januar 2024 og det typiske midlertidige fald, der ledsager store linjeomlægninger, som dem der fandt sted i eftersommeren 2024. På linje 2 alene lå passagertallet mere end 25 pct. højere efter tolv måneder med Plusbus. Det samlede antal passagerer på linjen var i 2024 3,8 mio.

I den nuværende køreplan har Plusbussen op til otte afgange i timen mellem Væddeløbsbanen og Aalborg Universitet, hvoraf kun de to videreføres til Hospitalsbyen. I dette område åbner efterhånden flere funktioner, og dermed søger såvel patienter, ansatte som sundhedsvidenskabsstuderende i stigende grad mod Hospitalsbyen. I første omgang vil man derfor fra august 2025 forlænge yderligere to busser i timen til Hospitalsbyen, så der bliver kvartersdrift. Den officielle åbning af universitetshospitalet forventes at finde sted i 2026, og når det sker, skal alle ture føres dertil.

For at muliggøre betjening af Hospitalsbyen på alle afgange fra 2026, og fordi der har vist sig behov for lidt mere køretid på resten af ruten, skal der anskaffes ydereligere to 25 meter lange dobbeltledbusser til kørslen. Tide Bus, som har kontrakten på Aalborgs bybusser, fik i 2022-23 leveret 14 Solaris Urbino 24-busser til linjen, og det er nok sandsynligt, de to ekstra busser bliver af samme type. Kørslen på den 12 km lange rute kræver i dag 13 busser i drift. Hver har plads til lige over 150 passagerer.

Kilder: Pressemeddelelse fra Aalborg Kommune 14.04.25; dokument til møde i Aalborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg 08.04.25