Myldretid

Menu

Nyheder

Otte nye letbanetog til Aarhus

Af Thomas de Laine

Tango-letbanetog i Aarhus
Stadler Tango-vogntog som linje L2 på Oluf Palmes Allé i Aarhus i sommeren 2020. Tango'erne er egentlig anskaffet til brug på linje L1, der ikke kommer her, men fra 2029 vil det ændre sig, når Grenaabanen, linje L1, får de nye Citylink-vogne. Foto: Thomas de Laine.

Der er mere letbanemateriel på vej til Aarhus Letbane. Leverancen har været i udbud med det resultat, at Aarhus Letbane i begyndelsen af december indgik aftale med Stadler. Det er samme producent, som har bygget den eksisterende flåde af Variobahn- og Tango-vogne, men den nye serie letbanetog bliver af en tredje type med navnet Citylink.

Udvidelsen af materielparken skal bruges til at øge frekvensen på letbanen. Fra sommeren 2029, hvor Citylink-togene skal være i trafik, øges driften på linje L2's hovedstrækning mellem Aarhus H og Universitetshospitalet fra 8 til 12 afgange i timen, altså til 5-minuttersdrift. Grenene videre herfra til henholdsvis Lisbjergskolen og Lystrup opgraderes begge til kvartersdrift, og i den anden ende bliver der i dagtimerne også kvartersdrift helt ned til Odder. Det sidste forudsætter, at der forinden etableres en krydsningsmulighed på den enkeltsporede strækning, nemlig ved Rude Havvej i Odder. Ordren omfatter 8 letbanetog med en option på yderligere 12. Så vidt Myldretid er bekendt, er det hensigten, at Citylink-vognene skal indsættes på linje L1 mellem Aarhus, Lystrup, Hornslet, Ryomgård og Grenaa, hvorved Tango-vognene frigives til den udvidede drift på linje L2.

Citylink-vognene vil være udstyret med batterier, der gør det muligt at køre op til 10 km uden strøm fra køreledningen. Det kan f.eks. være relevant, hvis der er is på køreledningen. Desuden bygges de med to pantografer. Normalt kører man kun med den ene pantograf oppe, men netop ved is på køreledningerne kan man bruge begge på én gang, nemlig på den måde, at den forreste i køreretningen skraber is af køreledningen, hvorefter den bageste kan få strøm. De første års drift på Aarhus Letbane har vist, at materiel med disse indretninger kan være nyttige, for netop is på køreledningerne har givet anledning til driftsstop.

Illustration af Stadler Citylink til Aarhus
Stadlers illustration af de nye Citylink-vogne til Aarhus.

Aarhus' nye letbanetog bliver 49 meter lange og består af fire vogne. De får kapacitet til ca. 325 passagerer, hvoraf de 152 kan sidde ned. Dermed kan de rumme omtrent 80 rejsende mere end Tango-vognene, som i dag er største type på Aarhus Letbane. Vognene har en tophastighed på 100 km/t.

Kilder: Pressemeddelelse fra Aarhus Letbane 02.12.25; pressemeddelelse fra Stadler 03.12.25