Nyheder ➜
DSB overtager GoCollectives jernbanetrafik - og konkurs afværges
Af Thomas de Laine

GoCollectives Alstom Lint-togsæt AR 1007 afgår fra Ringkøbing 10. marts 2007. Dengang var det stadig Arriva, der kørte, og Arriva var stadig britisk ejet. I 2010 blev det solgt til Deutsche Bahn, som i 2023 videresolgte bus- og jernbaneaktiviteterne i Danmark til kapitalfonden Mutares, som i april 2024 indførte navnet GoCollective på det danske transportselskab. Foto: Thomas de Laine.
DSB kommer til at overtage GoCollectives jernbanetrafik i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen fra tirsdag 1. september. Dermed bliver det altså til virkelighed, at GoCollectives skinnebårne trafik overgår til DSB, sådan som den tidligere transportminister Thomas Danielsen (V) havde ønsket. Processen har imidlertid taget en del tid, og det fremgår nu, at det er et mere akut behov for en løsning, der har sat skub i tingene: GoCollective Rail var tæt på at gå konkurs!
GoCollective havde meddelt By-, Land- og Transportministeriet, at selskabet stod over for ikke at kunne betale udgifter på cirka 100 mio. kr., der er forfaldne nu på mandag 29. juni. En fortsættelse af trafikken på uændrede vilkår ville altså indebære en umiddelbart forestående risiko for insolvens og mulig konkurs med deraf følgende driftsstop. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse her til morgen, ligesom det fremgår af det offentliggjorte materiale, at en uafhængig revisors gennemgang af GoCollectives økonomiske stilling i denne måned har bekræftet situationen over for ministeriet.
Der er derfor - ligeledes dags dato - blevet indgået en tillægskontrakt med GoCollective vedrørende jernbanetrafikken. I stedet for det oprindelige udløbstidspunkt i december 2028 (med mulighed for to års forlængelse), ophører den med udgangen af august i år. For trafikken frem til da betaler staten 30 mio. kr. ekstra i forhold til normal kontraktbetaling hver af de to måneder.
GoCollectives ejer, kapitalfonden Mutares, har stillet en økonomisk garanti, ligesom en sikkerhed også udgøres af, at DSB i første omgang tilbageholder 10 pct. af betalingen for det jernbanemateriel, der overtages. Den nuværende kontrakt om jernbanetrafikken er indgået med begge selskaberne GoCollecive Rail og GoCollective Bus, og i aftalen indgår, at staten skal modtage en andel af salgsprovenuet, den dag Mutares afhænder GoCollectives busforretning.
DSB overtager togsæt og medarbejdere
Hen over sommeren skal en overdragelse til DSB under ordnede forhold forberedes. DSB kommer til at købe GoCollectives 59 Alstom Lint- og Siemens Desiro-togsæt for i alt 479 mio. kr., hvilket er baseret på en uafhængig værdiansættelse. Der er mere præcist tale om 29 Lint-tog fra 2004 (AR 1001-1029), 12 Lint-tog fra 2010 (AR 2040-2051) og 2 Lint-tog fra 2012 (AR 2052-2053) plus 8 Desiro-tog fra 2002 (AR 3065-3072) og 8 Desiro-tog fra 2010 (AR 4083-4090). 9 af togsættene (Lint nr. 1004, 1005, 1015, 1020, 1023 og 1026 samt Desiro nr. 3065, 3069 og 3071) overtages allerede nu. Disse enheder er så vidt vides ikke i køreklar stand.
Hos DSB vil driften blive placeret i et nyt datterselskab, som får base i Silkeborg i det nuværende GoCollective Rail-hovedsæde. GoCollectives medarbejdere vil blive virksomhedsoverdraget til DSB.
Økonomien i GoCollectives kontrakt
Ifølge GoCollective er årsagen til den dårlige økonomi i kontrakten, at passagertallene siden Corona-pandemien har ligget betydeligt under det niveau, der var forudsat i kontrakten, og som har været grundlag for GoCollectives tilbud i sin tid. Det er vigtigt at huske, at kontrakten er det, der også kaldes en nettokontrakt, hvor billetindtægterne tilfalder operatøren, som derudover modtager den via udbuddet fastsatte betaling fra staten. Risikoen ved udsving i billetindtægterne, f.eks. som følge af et fald i passagertallene, ligger dermed hos operatøren. Dette er modsat normal praksis i buskørselskontrakter i Danmark. Også andre økonomiske og driftsmæssige forudsætninger end passagertallet har angiveligt ændret sig til ulempe for GoCollectives økonomi i kontrakten.
Hele den aftale, som i dag er annonceret, forudsætter en efterfølgende godkendelse i Folketingets Finansudvalg, men købet af de første ni togsæt nu og ekstrabetalingen til GoCollective gennem juli og august vil under alle omstændigheder finde sted.
"Med aftalen sikrer vi, at passagererne i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen ikke pludselig står uden togdrift som følge af en konkurs i GoCollective på mandag. Det ville skabe en helt kaotisk situation for de mange tusinde passagerer og alle de ansatte i GoCollective. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har fået en aftale om en kontrolleret afslutning på GoCollectives togdrift og en overdragelse til DSB," siger den nuværende by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) i anledning af den aftale, der fuldender hendes forgængers plan for GoCollectives jernbanetrafik.
Kilder: Pressemeddelelse og faktaark fra By-, Land- og Transportministeriet 26.06.26; tillægskontrakt nr. 20 med bilag vedr. førtidigt ophør og overdragelse af togmateriel; pressemeddelelse fra DSB 26.06.26