Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv

De 34 ældste metrotog renoveres

Af Thomas de Laine

Togsæt 02 ved Øresundsvej
Det første metrotog, der i sin tid satte hjulene på dansk jord, var togsæt 02, som blev leveret til Ørestad i foråret 1999. Det blev anvendt til prøvekørsler mv., indtil metroen åbnede for passagerer i oktober 2002. Her ses toget ved Øresundsvej 16. juli 2011. Foto: Thomas de Laine.

Metroselskabet indleder nu et arbejde med at levetidsforlænge de 34 ældste togsæt på metroen - dem der blev leveret i 1999-2005 forud for åbningen af linjerne M1 og M2 mellem Vestamager, Lufthavnen og Vanløse. De fleste af togene har nu kørt i passagerdrift gennem ca. 20 år, og tilsammen har denne del af flåden nu præsteret mere end 95 millioner kilometer.

Renoveringen vil forlænge togenes levetid med 10 år, dvs. til cirka 2035. Selve arbejdet vil foregå i Rotterdam i Holland, idet Metroselskabet har indgået kontrakt med franske Alstom om opgaven, der står i ca. 30 mio. euro. Det var ikke Alstom, der i sin tid byggede togene, men derimod AnsaldoBreda, som i dag er en del af Hitachi Rail. Alstom er dog i sig selv en meget stor producent af tog, også til bybaner, og ifølge Metroselskabet står Alstom for en tredjedel af alle moderniseringer af togsystemer på verdensplan, hvordan man så end opgør det.

Togene vil blive ændret på en række punkter, som dog endnu ikke ligger fast i alle detaljer. De kommer derfor også til at fremstå lidt anderledes end i dag:

Det første togsæt sendes til Rotterdam i år, og alle 34 togsæt skal være tilbage i København i renoveret stand i løbet af 2026. Togene vil blive sendt til Holland i små hold ad gangen, mens flertallet vil stå for driften på linje M1 og M2, hvor de i øvrigt siden sidste år har været suppleret af 8 helt nye togsæt. Driften bliver altså ikke reduceret i renoveringsperioden. I modsætning hertil måtte DSB f.eks. i december 2022 ophøre med at betjene strækningen Hundige-Solrød Strand med linje A i morgenmyldretiden for at frigøre S-tog til renovering.

Efter endt modernisering af de 34 tog er det hensigten at øge frekvensen på linje M1/M2, som i øjeblikket har 31 tog i timen i myldretiden på linjernes fællesstrækning Christianshavn-Vanløse. Den nye indretning af togene er med til at muliggøre den tættere trafik, idet det bliver nemmere og hurtigere at få folk ind og ud af togene. Derudover har Metroselskabet i de senere år gennemført en række andre tiltag, der muliggør højere frekvens på strækningen, som f.eks. installationen af perrondøre på de overjordiske stationer og et nyt spor ved Vanløse station.

Kilder: Pressemeddelelse fra Metroselskabet 30.01.23; Metroselskabets opslag på Facebook 30.01.23; orientering om DSBs S-togskøreplan for 2023 05.09.22 til Folketingets Transportudvalg