Af Thomas de Laine

Tidligere HT-busser på Staalings plads i Viborg foråret 2005. Foto: Kim Løvenskjold.

I august døde produkthandler John Staaling, 76 år gammel. Staaling drev i mange år en produkthandel og eksportvirksomhed i Viborg. Produkthandlen blev den endelige endestation for en hel del gode busser, mens andre vogne - til tider trods flere års forfald på skrotpladsen - kom på gaden igen hos nye ejere.

John Brejnbjerg Staaling blev født i Viborg i august 1945, og Viborg forblev hans hjemby, men det forhindrede ikke, at han som erhvervsrejsende har været meget rundt i det store udland. Det var allerede i hans unge dage, han begyndte at købe og videresælge varer, og han var desuden i lære hos Midtjydsk Reservedelslager. Udover produkthandlen og eksportvirksomheden har Staaling købt, solgt og udlejet ejendomme, ligesom han har ejet et landbrug. De sidste godt 30 år af sit liv boede Staaling på sin gård sydøst for Viborg. Han efterlader sig sin kone, fire børn og syv børnebørn. Nogle af børnene var involveret i firmaet.

Staaling var i en årrække storaftager af udrangerede HT-busser. Rigtig mange af de busser, der blev udskilt af vognparken i 1989-90 og igen midt i 1990'erne blev solgt til Staaling, og de lange rækker af gule busser satte deres præg på Staalings plads. Det vakte også busentusiasters interesse, men hegnet og hundene og måske i nogen grad indehaverens personlighed holdt de fleste til at betragte busserne på afstand, når de kørte forbi pladsen ude på Århusvej. Omkring årtusindskiftet fulgte en større mængde busser fra Hovedstadsområdet, som Arriva ikke længere havde brug for, heriblandt mange af de såkaldte ReBUS'er - busser renoveret i HTs store busfornyelsesprogram i perioden 1992-95.

Mange af de busser, der kom til Ståling, blev naturligvis ophugget, men Staaling solgte også busser videre. Da Østeuropa åbnedes i begyndelsen af 1990'erne, opstod der et marked for brugte busser fra Vesteuropa, og det medførte en pæn udtynding på Staalings plads. Der blev blandt andet solgt mange busser til Rusland og Polen, herunder Scania- og Leyland-busser fra HT. De fik langt fra alle et langt liv hos deres nye ejere, men nogle steder kunne man godt finde ud af at holde dem kørende. Senere hen blev andre virksomheder dominerende i eksporten af danske busser.

En pudsighed er, at man østpå ikke var forvænt med å-lyden af det danske dobbelt-a, så Staaling blev gerne udtalt som "Staling", altså næsten som Sovjets egen gamle leder Joseph Stalin. Hans efternavn, som han først antog i sine 20'ere, kom også netop af ordet stål ("stal"). De fleste af Staalings eksportbusser var dog bygget i aluminium og ikke i stål.

Kilde: Viborg-folkeblad.dk 18.08.21 og 13.08.15