Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2014 ➜
Ny bog: Aabenraa Automobilselskab
Af Thomas de Laine
Forlaget J-bog har endnu engang sendt en bog på gaden, denne gang om Aabenraa Automobilselskab.
Mens Sønderjylland stadig var tysk, byggedes to smalsporede jernbanestrækninger med udgangspunkt i Aabenraa - først en bane til Gråsten og dernæst en til Løgumkloster. Ved genforeningen i 1920 kom de under dansk herredømme. Navnet blev da Aabenraa Amts Jernbaner, og selskabet havde base i Aabenraa med kontor, remise og banegård.
Amtsbanerne var dog generelt ringe udstyrede hvad angik faste anlæg og materiel, og ved genforeningen var banerne i dårlig stand, ligesom passagertallene ikke var store. Hertil kom den stigende konkurrence fra last- og rutebiler. Amtsrådet besluttede derfor at nedlægge banerne fra foråret 1926, og det blev startskuddet til Aabenraa Automobilselskab, hvis rutebiler erstattede toggangen.
Aabenraa Automobilselskab overtog bl.a. amtsbanegården i Aabenraa, som blev indrettet til rutebilstation, og selskabet voksede helt frem til privatbilismens indtog i 1960'erne. Herefter blev økonomien til gengæld mere anstrengt, men i Sønderjylland var man fremme i skoene og etablerede allerede i 1977 trafikselskabet Sønderjyllands Trafik (ST), som Aabenraa Autombilselskab blev entreprenør for. Det meste af landet fik først sådanne ordninger flere år senere.
Sønderjyllands Trafik blev i 1990'erne til Sydbus, og licitationerne lurede i horisonten. I 1994 forlængede Sydbus, forud for ikrafttrædelsen af EUs forsyningsvirksomhedsdirektiv, entreprenørernes kontrakter med 5 til 8 år, og det gav Aabenraa Automobilselskab mulighed for at betragte, hvordan licitationerne løb af stabelen i resten af landet. Dette billede var skræmmende, idet gamle rutebilselskaber faldt på stribe, mens bl.a. DSB busser vandt store mængder kørsel. Automobilselskabet valgte at stoppe, mens legen var god, og solgte buskørslen til DSB busser i 1997 efter lidt mere end 70 års drift.
Den nye bog er skrevet af Jens Birch, Lars Ersgaard og Claus Hansen og fortæller over mere end 100 sider historien om automobilselskabet. Bogen er illustreret med cirka 125 billeder (mange i farve), køreplaner, kort og andre illustrationer og indeholder tillige den obligatoriske liste over materiellet. Formatet er det kvadratiske med hårdt omslag ligesom f.eks. Busserne fra Svendborg, der kom i 2012 - en god afvejning af layoutmulighederne og noget, der er praktisk at have i hænderne, når man læser bogen på sofaen.
Bogen er udkommet i dag 5. november og kan købes for ca. 265 kr. plus forsendelse.