Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2011

8 museumsbusser har skiftet ejer

Af Thomas de Laine

Alle otte busser i Sjælsmark
Alle otte busser på Sjælsmark Kaserne inden afgang mod Sporvejsmuseets depoter (foto: Thomas de Laine). Fra venstre: Læs mere om busserne

En større overdragelse af museumsbusser fandt sted i weekenden, da Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm overtog otte museumsbusser fra København, Århus og Odense, der indtil nu har været bevaret af Busbevarelsesgruppen Danmark.

Overdragelsen blev aftalt i efteråret og har tidligere været omtalt på Myldretid, men lørdag 26. marts skulle selve flytningen af busserne gennemføres. Busbevarelsesgruppen bor på Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland, og de otte busser skulle køres til Sporvejsmuseets depoter i Alsted og Store Merløse. Sporvejsmuseet har flere depoter med sporvogne og busser, idet museets efterhånden pænt over 100 køretøjer ikke alle kan være på selve museet, der ligger på Skjoldenæsholm nær Jystrup (mellem Roskilde og Ringsted).

Turen fra Sjælsmark til Alsted er omkring 90 kilometer, og det kan være en lang tur for en museumsbus, der ikke er vant til at køre længere ture. Af de otte busser var syv dog selvkørende. Undervejs tabte den ene bus desværre kølervæsken, hvilket blev afhjulpet på en heldigt beliggende tankstation, men den nåede alligevel frem for egen kraft. Kun gasbussen (Combus nr. 5202), som ikke var køreklar, måtte trækkes, og det foregik med en Volvo F12-lastvogn fra Holger Danske Bustrafik.

Video fra flytningen af busserne
Sporvejsmuseets video fra transporten

Medarbejdere fra Sporvejsmuseet og Busbevarelsesgruppen stod for transporten, og for Busbevarelsesgruppens deltagere var det også spændende at se, hvad hallerne i Alsted og Store Merløse gemte af museumsbusser, der normalt ikke kan opleves på Sporvejsmuseet eller ved f.eks. Kulturnatten i København.

Med overtagelsen har Sporvejsmuseet blandt andet opnået en bedre repræsantation af Odense-busser i samlingen, hvor man hidtil alene har haft nogle enkelte ret gamle busser.

Busbevarelsesgruppens samling er til gengæld blevet halveret, men det øger foreningens mulighed for rent faktisk at sikre busserne for eftertiden. Det har dog også muliggjort en udvidelse af vognparken i form af en DSB-bybus fra Horsens, nærmere bestemt DSBs vogn 255, en Volvo B10M/Aabenraa fra 1991. Busbevarelsesgruppen råder i forvejen over en rutebil fra DSB, som for nylig er blevet heloplakeret i DSBs røde farve. Ellers tæller samlingen to bybusser fra Aalborg, en SAS-bus fra ruten mellem Kastrup Lufthavn og Hovedbanegården, en nordjysk rutebil i sølvgråt NT-design, en bybus fra Holstebro og en klassisk Leyland-DAB serie 7 med "brun stue" og halvautomatisk Wilson-gear.