Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2010

Stort Movia-udbud på vej

Af Thomas de Laine

Linje 1A-bus på Strandvejen
City-Trafik fik de første 8 år med linje 1A. Mon de får lov at fortsætte? Foto på Strandvejen 12. maj 2008: Thomas de Laine.

Movia har Danmarkshistoriens største busudbud på vej. Udbuddet, der hedder A8, vil omfatte 67 linjer i Hovedstadsområdet med 359 busser og 1,3 mio. årlige timers kørsel. Samlet ventes kontrakterne at koste op mod en milliard kroner årligt.

Det er altovervejende Arriva og City-Trafik, der i dag kører linjerne på kontrakter i 12., 14., 16. og 17. udbud, der trådte i kraft i årene 2003-05. Blandt de involverede linjenumre er 1A, 2A og 6A samt 150S, 200S, 350S og 500S. Også bl.a. kørslen i Køge Bugt-området er med i udbuddet.

Movia har oplyst, at der vil blive lagt vægt på "grønne" teknologier, hvor f.eks. hybridbusser kan være en mulighed. De nye kontrakter vil træde i kraft over tre omgange, nemlig i oktober 2011, december 2011 og april 2012.

Myldretid vil omtale udbuddet nærmere, når flere oplysninger foreligger.

Kilde: Pressemeddelelse fra Movia 17.09.10