Myldretid

Menu

Nyheder

Arriva springer fra flere aktuelle udbud

Af Thomas de Laine

Arriva-bus i Nørresundby
Arriva 2129, en Iveco fra 2016, på NT-rute 70 ved Lindholm st. i Nørresundby 3. august 2017. Foto: Thomas de Laine.

Arriva i Danmark kommer ikke til at give tilbud i flere større udbudsrunder, der er i gang i øjeblikket. Det fremgår af en intern besked, som i dag er rundsendt til Arrivas chauffører i Jylland. Beslutningen, som begrundes med hårdere prioriteringer i selskabet som følge af Corona-pandemien, er truffet af Arriva Group og Arrivas ejere i Deutsche Bahn og skyldes tydeligvis ikke manglende interesse for de pågældende udbud hos Arriva i Danmark. Man har ganske enkelt ikke "fået lov" at byde på kørslen.

De udbud, Arriva altså springer fra - eller i hvert fald over - er mindst de aktuelle udbud i NT af regionale ruter og Aalborgs bybusser samt Midttrafiks 56. udbud. Det skulle i øvrigt være sådan, at Arriva som følge af beslutningen ikke kan byde i resten af 2020 og således f.eks. heller ikke i udbud A19X i Movia.

Konsekvenserne er selvsagt, at en del af Arrivas nuværende kørsel med sikkerhed vil overgå til andre operatører. Det gælder f.eks. halvdelen af bybuskørslen i Aalborg fra midten af 2022. Arriva har ellers haft en stor del af bybusserne i den nordjyske hovedstad de seneste knap 20 år, og Arriva kommer heller ikke til at lægge billet ind på den nye plusbuslinje i Aalborg, altså den BRT-løsning, som er på vej.

Arriva har allerede i en periode ikke haft ret meget held med at vinde og genvinde kørsel. Og for nylig har man tillige solgt ud af sit efterhånden store lager af overskydende busser i alderen ca. 10-15 år, således at mere end 300 busser er afhændet, i høj grad til skrot. Det er et ret stort antal busser, både i forhold til størrelsen på Arrivas danske vognpark og i forhold til antallet af rutebusser i Danmark i det hele taget.

Det var i 1997, Arriva kom til Danmark, hvor det dengang britiske selskab opkøbte Unibus. I foråret 1999 fulgte overtagelsen af Bus Danmark, aktieselskabsudgaven af det gamle HT-driftsselskab med aner tilbage til Københavns Sporveje, og to år senere fulgte købet af det fallerede Combus, som var DSBs gamle rutebilafdeling, der tilsvarende var blevet til et aktieselskab midt i 1990'erne. Fra 2002 har Arriva også været jernbaneoperatør i Jylland. Arriva - nu med aktiviteter i en lang række lande - blev solgt til de nuværende ejere, Deutsche Bahn, i 2010. Deutsche Bahn har imidlertid i disse år planer om at afhænde Arriva igen. Allerede ved overtagelsen af Bus Danmark i 1999 blev Arriva et af Danmarks absolut største busselskaber, men som det fremgår, er positionen ikke så sikker mere. Man skulle ellers mene, at mulighederne for at sælge Arriva med nyvundne kørselskontrakter på hånden ville være bedre.