Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2013 ➜
Nyboder Boghandel er lukket
Af Thomas de Laine
Nyboder Boghandels nu tomme butik på hjørnet af Store Kongensgade og Esplanaden. Foto: Thomas de Laine, 7. juli 2013.
Nyboder Boghandel og Antikvariat var et sjældent sted. I stueetagen, nærmest over for de orangegule Nyboder-bygninger fra 1600-tallet, var det en "almindelig" boghandel, der dog var ualmindelig ved at have et bredere udvalg og mange "smalle" bøger inden for f.eks. historie. Men fulgte man spindeltrappen op på første sal, befandt man sig i et rent slaraffenland af bøger om busser, tog og sporvogne og i øvrigt lignende "nørdede" emner som biler, fly, færger og militærhistorie.
Det blev heller ikke skjult: I vinduerne på første sal sad teksterne "TOG", "BUSSER" og "SPORVOGNE" slet og ret fastmonteret, og i butikkens vinduer i gadeplan gik man heller ikke af vejen for f.eks. at udstille nyudgivne jernbanebøger.
Som butikkens navn antydede, var den også leveringsdygtig i ældre, brugte bøger, ligesom man tilbød en del udenlandsk litteratur. Undertegnede har gennem tiden købt så forskellige bøger som Møns Omnibusser, Privatbanerne gennem 150 år, Sporvogne i København (af Ulrich Fröhberg) samt bøger om sovjettiske lokomotivtyper og London Underground i Nyboder.
Det var vel landets eneste boghandel med et sådant udbud. Selv Københavns største boghandler fører sjældent denne type bøger, og hvis de overhovedet har noget om jernbaner, busser eller sporvogne på hylderne, er det et yderst snævert udvalg af det aller nyeste og bredest appellerende. Og højst nogle hyldecentimeter - ikke flere reoler, som hos Nyboder.
100 år i knækket
Nyboder Boghandel eksisterede i mere end 100 år. Boghandlen grundlagdes af Harald Windeleff i oktober 1911 og lå fra begyndelsen på Store Kongensgade lige i "knækket". Det ville i første omgang sige på hjørnet af Store Kongensgade og Gernersgade, men i foråret 1951 flyttede butikken over på den anden side af krydset til den placering på hjørnet af Store Kongensgade og Esplanaden, som de fleste af os forbinder med boghandlen.
Butikken videreførtes efter Harald Windeleffs død af søsteren og var efterfølgende ejet af Sven Hvidberg fra 1949 til 1959. Herfra overtog Jens Otto Pedersen forretningen, som han i 1968 gav navnet "Nyboder Boghandel".
De transportmæssige specialer kom faktisk først til i 1985, da Rosenkilde & Baggers Boghandel valgte at koncentrere sig om antikvariske bøger og derfor overlod denne del af forretningen til Nyboder Boghandel. Flere medarbejdere fulgte med, og kontakten med de interesserede købere blev bestemt også vedligeholdt. Således oplyste Nyboder Boghandel om overtagelsen i en halvsides annonce i Dansk Jernbane-Klubs blad Jernbanen i august 1985.
I forretningens sidste tiår var den et aktieselskab ejet af flere af de ansatte, herunder Jens Otto Pedersen, der gik på pension i 2005. I 2012 blev butikslokalerne sat til salg, da ejerne ønskede at trække sig tilbage, og i øvrigt var det svære tider for butikken. Øjensynligt lykkedes det ikke at finde en løsning, for i forsommeren 2013 blev Nyboder Boghandel taget under konkursbehandling og et ophørsudsalg sat i gang.
Forretningens sidste åbningsdag var torsdag 27. juni. Der er nu en tom butik på hjørnet af Store Kongensgade og Esplanaden, navnetrækket i neon er slukket, og et skilt i indgangsdøren anbefaler boghandlen og caféen Tranquebar i Borgergade, men den fører vist ikke det trafikrelaterede videre.
Kilder: Boghandlereidanmark.dk om Nyboder Boghandel; Jernbanen, august 1985