Af Thomas de Laine

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm lægger hårdt ud i sæson 2024, som begyndte i sidste weekend. Den første uge bød nemlig på en "ny" sporvogns ankomst til museet: Oslo vogn 112. Tilføjelsen til samlingen er blandt de fysisk større med sine 22,5 meters længde og 32 tons vægt. Vognen er af en serie, der har præget gadebilledet i Oslo i over 40 år.

I Oslo havde man egentlig besluttet at nedlægge sporvognsdriften og erstatte den med busser, sådan som det skete i de danske sporvejsbyer. Men af forskellige grunde bestod en del af sporvognslinjerne fortsat i midten af 1970'erne, og nu endte man med at beslutte, at man ville beholde sporvognene i den norske hovedstad. Dermed stod man også over for at skulle forny vognparken, som endnu bestod delvist af gamle toakslede vogne.

Oslo-sporvogn 112, som i april 2024 er tilgået Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, i krydset ved den daværende endestation ved Majorstuen i Oslo. Den første serie SL79'ere havde en enkelt dør bagest i vinduessiden, som dog ikke benyttedes til passagerudveksling. Vognen er en Duewag-ledvognstype, men bygget i Norge, og dermed et yngre medlem af samme familie som den sidste serie sporvogne i København fra 1960'erne. Sporet, der kommer ind fra billedets venstre side, udgør i øvrigt forbindelsen til Oslos sporvejsmuseum. Foto: Thomas de Laine, 24. august 2019.

Oslo var få år tidligere blevet tilbudt at købe Københavns Sporvejes nyeste materiel, som dog i stedet endte i Egypten, men i vinteren 1978 prøvekørtes i Oslo en vogn af meget samme type: En Duewag GT8S fra Düsseldorf (vogn 3052 fra 1975), som særligt adskilte sig fra både de københavnske ledvogne og den kommende ordre til Oslo ved at være noget længere og have et ekstra led. Man var så godt tilfreds med prøvekørslen i Oslo, at man afgav en bestilling på de 25 første nye sporvogne - en type, der i Oslo kaldes SL79. Selvom prøvevognen ikke længere kører i Düsseldorf, finder man stadig et antal vogne af denne type på linjerne U75, U77 og U78 i Duewag-ledvognenes tyske hjemby.

I 1982-83 modtog Oslo Sporveier sine nye ledvogne. De ti første var bygget hos Duewag i Uerdingen i Tyskland, mens de resterende 25 blev produceret lokalt på Strømmens Værksted. Vognene var dog i øvrigt ens. Serien blev nummereret fra 101 og op, og vogn 112 er blandt dem, der blev bygget af Strømmens. En serie mere, kaldet SL79/II, kom i 1989-90 og var på 15 vogne, nr. 126-140.

Sideløbende med anskaffelserne fra Duewag/Strømmens levetidsforlængede man ældre vogne, ligesom man overtog brugt materiel fra Göteborg. I 1990'erne skulle SL79'erne dog i stedet have selskab af moderne lavgulvssporvogne, og det førte til indkøbet af 32 ledvogne fra AnsaldoBreda, kaldet type SL95. Oslo oplevede talrige problemer med disse vogne, som i øvrigt altid har været for tunge til at betjene visse af byens strækninger, men man fik dog udrangeret de ældre vogne. Imidlertid besluttede man i Oslo i løbet af 2010'erne at udskifte hele sporvognsparken - både de efterhånden gamle SL79'ere og de problematiske SL95'ere - med en ny type, som leveres af spanske CAF. De begyndte at komme i drift i 2022, og nu er man nået så langt, at mange SL79'ere har kunnet udrangeres.

Oslo-vogn nr. 112 ankom til Skjoldenæsholm med særtransport tirsdag formiddag 23. april. Den er overtaget direkte ved udrangeringen og har indtil for meget kort tid siden været reservevogn, så det er en komplet og køreklar sporvogn, der nu er kommet på museum. Allerede tirsdag eftermiddag fik museets medarbejdere da også monteret pantografen og kørt vognen ud i sløjfen ved Eilers Eg, hvor den blev foreviget. Det er meningen, vognen skal bruges i driften på museet, men før man som gæst kan opleve dette, skal Trafikstyrelsen godkende, at den kan tages i brug.

Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har siden 2000 haft en af Oslos HØKA-vogne fra 1953, Oslo nr. 203, som var blandt de vogne, der havde været levetidsforlænget i Oslo og bl.a. ombygget med busfoldedøre. Denne vogn vil ikke længere repræsentere Oslo på Skjoldenæsholm og overgår i stedet til Lokaltrafikhistorisk Forening i Oslo, så vidt vides som donor af reservedele til denne forenings tilsvarende vogn.

Et "Missing Link"?

Når man besøger sporvejsmuseer rundt om i verden, får man nemt det indtryk, at sporvogne er en slags veterantog. Museerne præges ofte af toasklede motor- og bivogne med 100 år eller mere på bagen, og det skyldes bl.a., at sådanne vogne i mange byer var i brug helt frem til sporvejsdriftens ophør. Nyeste vogne på museerne er gerne bygget i årene omkring 1950. Museumsgæsterne ser dermed ikke sporvognens senere udviklingstrin. Indtrykket kan selvfølgelig blive modereret af besøg i udenlandske byer, som beholdt sporvognene, eller i de seneste år bare en tur til Aarhus eller Odense. De steder vil man have set helt andre former for sporvogns- og letbanemateriel. Men det efterlader nærmest et "missing link" i den udvikling, museerne viser gæsterne: Hvad ville en "sporvogn" sige mellem 1972 og 2017?

Oslo 112 er et godt eksempel på en vogn fra denne periode. Den er synligt lidt mere moderne end de sidstleverede vogne på Danmarks førstegenerationssporveje, nemlig Duewag-ledvognene fra 1960-66. De findes allerede på Skjoldenæsholm, om end for publikum indtil videre som Rheinbahn-vogne (de københavnske er under restaurering). Samtidig adskiller Oslo 112 sig forholdsvist klart fra de lavgulvssporvogne, som siden 1990'erne er introduceret rundt omkring i verden, og som vore dages danske letbanevogne er videreudviklinger af. Fra den 40-50 år lange "manglende" periode har Sporvejsmuseet ganske vist i forvejen et Rostock-vogntog fra 1967 (motorvognen) og 1976 (bivognen) samt Tatra T3-vognen fra Prag, som med sit fødselsår 1985 er et nøk yngre end Oslo-vognen. Men disse vogne vil nok i de flestes øjne fremstå mere gammeldags end Oslo 112. Sporvogne meget svarende til museets "nye" Oslo-vogn kunne også meget vel være blevet anskaffet af Aarhus eller København, hvis ikke sporvejene her var blevet nedlagt i 1971 og 1972. På disse måder viser Oslo 112 noget væsentligt i en tidsalder, hvor stadigt færre har egne erindringer fra Danmarks første sporvognsepoke.

Kilder: Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm og Bytrafik nr. 2/1991