Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2011 ➜
Tilbudsåbning ved Midttrafiks 24. udbud
Af Thomas de Laine
Fristen for at indgive tilbud ved Midttrafiks 24. udbud, der omfatter nogle ruter på B-kontrakter i Syddjurs Kommune, udløb i går. Seks busselskaber - Arriva, Reko Busser, Herning Bilen Rute, Syddjurs Busser, Hyllested Rute- og Turistfart og Todbjerg City - har budt på kørslen. Ikke alle busselskaberne har dog budt på det hele.
Det er Arriva, der i dag kører med 4 skolebusser i den ene udbudsenhed, mens resten af udbuddet omfatter i alt 5 telebusser. Til sammen er der tale om 9 busser og ca. 11.100 årlige køreplantimer. De nye kontrakter gælder fra 1. juni for telebusserne og 15. august 2011 for skolebusruterne.
I 24. udbud tildeles kørslen efter kriteriet "laveste pris", hvorfor det kan ses ud af listen over indkomne tilbud, at Arriva sandsynligvis ikke kommer til at fortsætte på skolebuskørslen. Den endelige afgørelse kan ventes 8. april.
Kilde: Pressemeddelelse fra Midttrafik og liste over indkomne tilbud 24.03.11