Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2010

Lille Syd-udbuddet er aflyst

Af Thomas de Laine

Lille Syd-tog i Køge
Et af DSBs efterhånden aldrende MR-tog på Lille Syd i Køge. Foto: Thomas de Laine, 10. august 2010.

Regeringen har besluttet at aflyse udbuddet af "Lille Syd", jernbanestrækningen Roskilde-Køge-Næstved. Det skrev Sjællandske i slutningen af juli. Aflysningen sker efter pres fra Venstres folketingsmedlem Karsten Nonbo, der er valgt i Næstved-kredsen og mener, at tidspunktet er meget uheldigt, fordi Lille Syd vil blive påvirket af anlægsarbejdet med den nye jernbane København-Ringsted.

Den nye banestrækning går via det nordlige Køge og vil skære Lille Syd mellem Ølby og Ll. Skensved, ligesom der skal etableres sporforbindelser fra Lille Syd til den nye station Køge Nord placeret nær den nuværende skæring med S-banen og Køge Bugt-motorvejen.

Udbuddet af Lille Syd blev varslet i efteråret sammen med udbud af Odense-Svendborg og lokale tog Odense-Fredericia, og siden har Trafikstyrelsen bl.a. arbejdet med at forberede udbuddet. Det var hensigten at gennemføre selve udbudsforretningen i løbet af 2010 med overtagelse af driften ved årsskiftet 2011/12, hvor også banens nuværende ca. 30 år gamle MR-tog kunne forventes udskiftet. I stedet udskydes udbuddet nu til efter 2018, hvor den nye bane København-Ringsted ventes åbnet. DSB fortsætter med andre ord med at køre Lille Syd, og MR-togene kører derfor foreløbigt også videre.

Med Lille Syd, Odense-Svendborg og Odense-Fredericia ville i alt 41 pct. af DSBs trafikomfang ekskl. InterCity- og S-tog anno 2003 have været i udbud. Procenten reduceres nu til 34, som vil blive opnået, når Odense-Svendborg og Odense-Fredericia omkring 2012 vil have været i udbud.

Kilder: Sn.dk (Sjællandske) 27.07.10