Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2007 ➜
Sidste ledbusser i Hovedstadsområdet forsvinder
Af Thomas de Laine
En af de sidst leverede ledbusser til Hovedstadsområdet er bus 1012, en Volvo B10LA-55/Säffle fra 1998. Foto på Holte st., 2. juli 2006: Thomas de Laine.
Rettelse: Se Stadig ledbusser på 300S (10. dec. 07)!
Når HURs 19. udbud træder i kraft i næste weekend er det slut med ledbusser i Hovedstadsområdet. Arriva anvender i skrivende stund stadig et antal på linjerne 300S og 354, men de tages ud af drift. Dermed er 30 års historie med ledbusser i Hovedstadsområdet afsluttet.
HT afprøvede i 1975 en lånt ledbus på linje 121 i Køge Bugt-området. Det var dengang en stor og vigtig linje, da S-banen endnu kun var nået til Vallensbæk. Forsøget faldt heldigt ud, og HT afgav i november samme år ordre på Danmarks 10 første ledbusser. Disse busser tilgik driften i juni 1977.
Siden fulgte flere serier af ledbusser, der gennem årene har været anvendt på mange forskellige linjer over store dele af Hovedstadsområdet. Faste ledbuslinjer har været linje 300S og linje 75E, der senere blev til linje 173E og nu hedder 150S. Også bybuslinjer i København har haft ledbusser, f.eks. linje 11 og 250S. Når der ses bort fra prøvevognen har i alt 101 ledbusser været en del af den kollektive trafik i Hovedstadsområdet.
Der er ikke anskaffet nye ledbusser siden 1998, og det er i høj grad 13,7 m-bussen, der er årsagen. En lavgulvsledbus og en 13,7 m-bybus har samme antal siddepladser og desuden - på papiret - plads til lige mange stående passagerer. Men en ledbus er dyrere, både i anskaffelse og vedligeholdelse. Desuden har Københavns Kommune ønsket at slippe for ledbusser i byen. Siden 2000 er talrige 13,7 m-busser blevet indsat i Hovedstadsområdets kollektive trafik, og disse busser er i dag langt mere udbredte, end ledbusserne nogensinde har været.
Helt "døde" er ledbusserne dog ikke: Movia vil fortsat have fire ledbusser i drift hos Arriva i Stege, og i Århus kører der mange ledbusser. Her er man netop i færd med sætte 22 nyanskaffede af slagsen i drift. Også byer som Vejle og Kolding har ledbusser, ligesom et mindre antal kører som rutebiler i Jylland. Endelig bør det nævnes, at ledbusser stadig er meget almindelige i udlandet.