Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2005

HURs 17. udbud afgjort

Af Thomas de Laine

Arriva og Connex bytter i stort omfang linjer i HURs 17. udbud, der blev afgjort 3. maj. Arriva overtager bl.a. en A-buslinje og en S-buslinje fra Connex, mens Connex omvendt overtager al Arrivas kørsel i Køge Bugt-området.

17. udbud omfattede 142 busser svarende til 17 pct. af den samlede kørsel for HUR. Udbuddet var opdelt i 11 enheder med hver 6-32 busser og omfattede i alt 32 buslinjer hovedsageligt i det centrale København, Køge Bugt-området og Nordsjælland. Linjerne køres i dag af Arriva, Connex og De Hvide Busser.

Den gennemsnitlige vogntimepris blev denne gang 448 kr. - lidt mere end sidste gang - og pengene skal betales til de samme busselskaber som hidtil. Men der sker en større udskiftning af linjer mellem Arriva og Connex, og Arriva udvider samlet set sin kørselsandel, mens Connex' reduceres.

Kørslen blev fordelt som følger:

Arriva Skandinavien overtager linje 2A, 81N, 117, 118, 119 og 350S fra Connex Danmark. Linje 2A og 350S skal køres med 13,7 m-busser. Endvidere genvinder Arriva linje 701, 702, 703, 705 og 706, dvs. Hillerød bybusser.

Connex Danmark overtager linje 121, 126, 127, 128, 208, 209, 210, 225, 243, 246, 501, 502, 526 fra Arriva Skandinavien. Desuden genvinder Connex linje 13, 16E, 22, 47, 67 og 68.

De Hvide Busser genvinder linje 375, 377 og 388.

Ovenstående betyder, at Arrivas linjer fra Køge-garagen nu alle skifter entreprenør, og det er faktisk første gang siden 1990, at disse linjer skifter entreprenør ved et udbud. De samme linjer er samtidig Connex' første HUR-gevinst uden for Storkøbenhavn siden 1994! Samtidig beholder De Hvide Busser deres egen oprindelige kørsel i endnu en kontraktperiode.

Kontrakterne gælder fra oktober 2005 og som udgangspunkt i 6 år men med obligatorisk kontraktforlængelse i 2 år, hvis entreprenøren i den første del af perioden har leveret den i kontrakten aftale kvalitet.

Linje 2A og 350S skal som nævnt betjenes med 13,7 m-busser. Disse bliver nye, men de kan ikke leveres til kontraktbegyndelse i oktober. I stedet leveres de løbende frem til april 2006, og i perioden indtil da vil Arriva anvende midlertidigt materiel. På de øvrige linjer indsættes der nye eller renoverede 12 m-busser.

Arriva skal drive linje 2A efter et nyt princip, hvor HUR stiller krav til intervallet mellem busserne men ikke lægger en konkret køreplan. Det bliver nu i højere grad entreprenørens ansvar, at A-buslinjens busser kører som "perler på en snor", dvs. med en fast frekvens.

Kilde: Pressemeddelelse fra HUR 03.05.05