Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2022

Mutares køber Arriva Danmark

Af Thomas de Laine

Arriva-bus i Ringsted
Arriva deltog ikke, da linje 402 i Ringsted var i udbud. Linjen køres derfor ikke mere af Arriva. Foto i foråret 2022: Thomas de Laine.

Efter næsten to år er der nu fundet en køber til Arriva i Danmark: Den tyske investeringsfond Mutares overtager alle Arrivas aktiviteter i Danmark, dvs. busdelen, togdelen, Share Now-delebilerne og UCplus. Mutares køber også Arrivas aktiviteter i Serbien og busforretningen i Polen.

Salgsaftalen blev underskrevet mandag 26. september, men aktiviteterne overdrages først omkring slutningen af 2022. Indtil da skal "skilsmissen" fra Arriva Group og Deutsche Bahn gennemføres, fremgår det af en orientering udsendt til Arrivas medarbejdere i dag. Alle medarbejdere hos Arriva i Danmark følger med til den nye ejer.

Mutares er en børsnoteret kapitalfond med fokus på Europa og med en portefølje på 20 virksomheder. Det fremgår, at Mutares har stor erfaring inden for "operationelle og industrielle virksomheder", er specialiserede i at hjælpe virksomheder i transformation og desuden besidder solid ekspertise inden for offentlig udbudsforretning, hvilket jo er højst relevant.

Arriva har været ejet af Deutsche Bahn siden 2010, men Deutsche Bahn har i længere tid forsøgt at afhænde Arriva, hvilket har baggrund i, at Deutsche Bahns gæld er blevet for stor. I en lang periode har Arriva derfor ikke deltaget ved udbud af buskørsel i Danmark med den konsekvens, at busselskabet er skrumpet væsentligt de sidste par år. Nu ser det derimod ud til, at Arriva igen kan udvikle sig i Danmark - men sikkert under et andet navn.

Kilde: Intern orientering i Arriva Danmark 27.09.22