Myldretid

Menu

Nyheder

Finske statsbaner køber Arriva i Sverige

Af Thomas de Laine

Arriva-bus i Malmö
Arriva har i en årrække været en stor busoperatør i Sverige, men er måske især interessant for VR på grund af selskabets skinnebårne aktiviteter. Her ses i foråret 2011 en Scania OmniLine-rutebil fra Arrivas kontraktkørsel for Skånetrafiken. Foto: Thomas de Laine.

Arriva i Danmark og flere andre lande har som bekendt i længere tid været til salg af selskabets nuværende ejer Deutsche Bahn. Og foreløbigt er et salg af Arrivas danske bus- og jernbaneaktiviteter ikke kommet i stand, men nu er der fundet en køber til Arrivas virksomhed på den anden side af Øresund.

Det er VR Group, som vil overtage jernbane- og busdriften fra Arriva Sverige. VR er det statsejede, finske jernbaneselskab, som udover jernbanetrafik i Finland også i forvejen har kørsel med nogle få hundrede busser i hjemlandet, hvilket foregår under navnet Pohjolan Liikenne.

Arriva er Sveriges fjerdestørste busoperatør og den tredjestørste jernbaneoperatør, som tilsammen tilfører VR Group omkring 3.800 nye medarbejdere. For VR er det svenske opkøb et ganske betydeligt skridt. VR skal nemlig vænne sig til konkurrence på de finske skinner, og VR Group vil derfor i højere grad ruste sig til konkurrencen, bl.a. ved at sprede sig til andre lande i Norden.

Handlen forventes afsluttet i juli, hvilket også forudsætter godkendelse fra det tyske transportministerium.

Kilde: VR Group 24.03.22