Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜
Movias udbud A23X i gang
Af Thomas de Laine
Linje 5C kom på gaden 23. april 2017, hvor de turkisblå og gule ledbusser var et nyt indslag i gadebilledet. Nu er der forandring på vej igen. En helt ny MAN CNG-ledbus, Arriva 1628, på Herlev Ringvej på premieredagen. Foto: Thomas de Laine.
(Opdateret senere på dagen 5. juli vedr. linje 135).
Som tidligere omtalt på Myldretid blev Movias 23. udbud opdelt i udbud A23, som afgjordes i slutningen af maj, og udbud A23X med en noget senere tidsplan. Udover den store linje 5C indeholder udbud A23X et par andre linjer, hvor afklaring af fremtiden har betinget deres placering i "ekstrarunden".
Udbud A23X udgjordes først af fire udbudsenheder med til sammen 65 driftsbusser og ca. 312.000 årlige køreplantimer:
Linje 5C med 37 ledbusser og 175.483 årlige køreplantimer. Linjen køres i dag af GoCollective, Gladsaxe.
Linje 350S med 10 busser på ca. 13-13,7 m og 44.826 årlige køreplantimer. Region Hovedstaden vil muligvis beslutte at reducere linjen i forhold til dette, og i så fald vil denne del af udbuddet blive tilpasset forud for tilbudsfristen. Linjen køres i dag af Anchersen, Jernholmen.
Linje 19 med 15 busser og 80.572 årlige køreplantimer. Linje 19 er den nuværende linje 9A, som 20. oktober 2024 bliver reduceret i kørselsomfang og dermed mister A-bus-status. Linjen indgik oprindeligt i udbud A23, men blev fjernet herfra for at i stedet at blive del af udbud A23X med sit nye, mindre kørselsomfang. Linjen køres i dag af Umove, Glostrup.
Linje 135 med 3 busser og 12.851 årlige køreplantimer. Linjen er en ny linje fra Brøndby Strand st. via Glostrup st. til "Brøndbyvester st.", som er et af de nye letbanestoppesteder, nemlig på Søndre Ringvej ved Vallensbækvej. Linjen opstår 14. december 2025, hvor busnettet i Storkøbenhavn tilpasses Ring 3-letbanens åbning, og der er derfor ikke en nuværende operatør på linjen. Movia angav dog allerede i udbudsmaterialet, at denne udbudsenhed kunne komme til at bortfalde, hvis linjen i stedet skulle gives som kompensation til en anden operatør, der får kørselsnedskæringer, sandsynligvis ved samme tilpasning af linjenettet.
Udbudsenhed 4 med linje 135 er sidenhen blevet annulleret.
Kørslen på linjerne 5C, 19 og 350S skal være emissionsfri. Linjerne er udbudt med overtagelse 29. marts 2026, og den ordinære kontraktperiode løber til forår/sommer 2032 med mulighed for forlængelse i to gange 4 år. På linje 135 var der kun tale om en kontrakt på cirka 1 år fra linjens oprettelse til udløb efterår/vinter 2026, og der stilledes på denne enhed også kun krav om "fossile" busser, ligesom visse andre krav var mildere.
Flagskibet linje 5C er omfattet af flere specielle forhold. Bl.a. skal dørene på busserne ligesom i dag kunne betjenes af passagererne ved hjælp af ind- og udvendige knapper placeret på selve dørbladene. Det særlige turkisblå og gule CityLine-design, som de nuværende 5C-busser fremstår i, bliver ikke videreført under den nye kontrakt.
Udbud A23X sker som udbud med forhandling. Udbudsmaterialet blev offentliggjort i midten af maj med frist for at ansøge om prækvalifikation 17. juni. Fristen for indlevering af første tilbud forud for forhandlinger er 29. august, og det endelige tilbud skal afleveres 31. oktober. Tildeling af kørslen ventes meddelt onsdag 4. december 2024, og vindertilbuddet er det med den laveste evalueringstekniske pris.
Kilder: Udbudsbetingelser vedr. udbud A23X af almindelig rutekørsel samt kontrakt om almindelig rutekørsel i udbud A23X, Movia maj 2024