Myldretid

Menu

Nyheder

Tide Bus erobrer Odense bybusser tilbage

Af Thomas de Laine

Bybus fra Tide Bus i Bellinge
Bybus fra Tide Bus i Bellinge-sløjfen i Odense 18. september 2009. Foto: Sikandar Sahil.

FynBus har nu afgjort udbuddet af bybuskørslen i Odense. Resultatet er, at Tide Bus overtager kørslen fra Keolis, som har stået for driften siden 2015. Forinden var det også Tide Bus, der havde kørslen, som man første gang vandt, da den kommunale bybusdrift blev privatiseret i 00'erne.

Udbuddet omfattede de 11 bybuslinjer 12A (som først oprettes efter sommerferien i år), 25/26, 35, 45/46, 55A/56A, 65, 75 og 85 med i alt 49 busser og 168.437 årlige køreplantimer. Tide Bus overtager desuden Keolis' 20 Yutong-elbusser, lejen af garageanlægget på Gammelsø og den nuværende ladeinfrastruktur, som dog skal udbygges for at kunne dække behovet, når hele bybusflåden fremover vil være elektrisk.

Overtagelsen sker til august 2027, og til den tid vil Keolis have kørt bybusserne i 12 år, nemlig den obligatoriske kontraktperiode plus hele den mulige forlængelse på fire år. Tide Bus' nye kontrakt er 12-årig og kan forlænges til i alt højst 16 år. Med andre ord kan der komme til at stå "Tide" på Odenses bybusser helt ind i 2040'erne.

Kilde: Orientering om resultat af udbuddet af Odense bybusser 22.05.26