Nyheder ➜
Ny bog: 75 års bushistorie med DitoBus
Af Thomas de Laine

Forsiden af 75 års bushistorie med DitoBus.
DitoBus kan i 2025 fejre sit 75-årsjubilæum. Busselskabet har i dag base i Holbæk og omfatter rutekørsel for Movia og Nordjyllands Trafikselskab, en pæn turistbusvirksomhed og opgaver med talrige minibusser. Men den spæde begyndelse var i den lille by Ugerløse sydvest for Holbæk, hvor Poul Verner Hansen etablerede en køreskole og taxiforretning i 1950. Hans kone Gerda blev også hurtigt involveret i virksomheden. Til gengæld gik der en håndfuld år, før turistbuskørsel kom til, og navnet Dito's Turistfart blev indført. Busdelen blev med tiden dominerende, og køreskolen og taxiforretningen faldt bort.
I anledning af jubilæet har Jens Birch og Ole Gold begået en bog om DitoBus' 75-årige historie. Det er en historie, der bør fortælles af flere grunde, men for eksempel er DitoBus i dag den eneste tilbageværende Movia-operatør, der stadig ejes af en vognmandsfamilie. Rutekørslen kom ellers først til, da Vestsjællands Trafikselskab blev oprettet i 1980. Under den nye ordning fik Dito's Turistfart kørsel med fire vogne på skoledage. I praksis var der tale om turistbusser, der stadig udførte turistkørsel i skoleferierne. Rigtige rutebiler fulgte lidt senere. Men femten år efter vendte licitationsalderen op og ned på rutebilerhvervet, og Dito's Turistfart var gode til at udnytte den nye tids muligheder: Man vandt mere og mere kørsel for Vestsjællands Trafikselskab.
Bogen fortæller over godt 150 sider og med cirka 185 illustrationer historien. De nye tider førte med sig, at Dito's Turistfart i 2001 skiftede til det mere moderne navn DitoBus, og forretningen blev udvidet med minibusområdet fra 2003. Det hele blev dog stadig i familien, og det er i dag Gerda og Poul Verner Hansens sønner Ib og Niels Gregers Boers, der leder DitoBus med selskabets omkring 500 busser og dobbelt så mange medarbejdere. Det er blevet en stor bedrift - ikke mindst fra slutningen af 00'erne, hvor DitoBus spredte sig ud over det gamle Vestsjællands Amt med opkøb af Østtrafik (Østbanens gamle busselskab) på Øst- og Sydøstsjælland, Kruse på Lolland og Sjælland og Jørns Busrejser i Nordjylland. Hertil kom kørsel taget hjem i udbud efter udbud andre steder i Movias område og i Nordjylland.
Jens Birch og Ole Gold: 75 års bushistorie med DitoBus. Udgivet af J-bog, Ishøj, oktober 2025. 151 s. og ca. 185 ill., format 24,5 x 21,5 cm. ISBN 978-87-970772-8-3. Opstilling på biblioteker: 65.822. - Pris ca. 298 kr. + forsendelse.