Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv

Movias 18. udbud afgjort

Af Thomas de Laine

Arriva-bybus i Nykøbing F
I sommeren 2021 overtager Keolis bybuskørslen i Nykøbing Falster fra Arriva sammen med selskabets anden kørsel i området. Her er det Arriva 5706, en Volvo B6LE/Vest-midibus, ved bybusstoppestedet ved banegården i Nykøbing i juni 2009. Foto: Ronni Bjørn Svensson.

Medio februar har Movia afgjort udbud A18 af almindelig rutekørsel. Der var i alt tale om kørsel med 136 busser i det vestlige Storkøbenhavn, i Vestsjælland og på Lolland-Falster. Resultatet er bl.a., at en ret stor del af kørslen syd for Storstrømmen skifter hænder.

Keolis vinder knap 50 busser, hovedsageligt fra Arriva. Der er tale om al Arrivas kørsel med base i Nykøbing Falster samt den udbudte kørsel på Slagelse og Korsør bybusser. Slagelse bybusser er en tilbageerobring, hvilket også gælder Keolis' ikke-Arriva-relaterede gevinst, nemlig linje 142 og 145, som overtages fra Nobina. I alt løb Keolis med linjerne 142, 145, 460, 470R, 480R, 670, 701, 702, 703, 730, 731, 736, 737, 740, 741, 742, 901, 902, 903, 904, 905 og 908 (enhed 2, 5, 9, 10, 11 og 13). Keolis overtager driften i sommeren 2021, bortset fra linje 908 og dele af linjerne 901 og 902, som først overtages sommer 2022.

Arriva taber ca. 55 busser til især Keolis, men 11 af de tabte busser er regionale ruter med udgangspunkt i Ringsted. Vinderen af sidstnævnte - linje 234, 240 og 260R (enhed 3) - er Anchersen, som dermed for første gang bliver Movia-operatør uden for Hovedstadsområdet. Anchersen overtager kørslen fordelt over somrene 2021 (8 busser) og 2022 (resten).

Kruse får en fremgang på ca. 25 busser, idet man vinder både Skørringe Turistbusser og Funchs Turisttrafiks linjer. Dermed mister Movia to af sine nuværende operatører. Det er dog set før i netop dette område, at man anvender hinanden som underentreprenører. Herudover beholder Kruse kørslen på bl.a. Nakskov bybusser. Kruses samlede gevinst omfatter linjerne 711, 712, 714, 715, 716, 717, 718, 719, 720R, 721, 722, 723, 724, 725, 751, 752, 755, 760, 761, 762, 763, 771, 772, 773, 774, 778, 780, 791 og 792 (enhed 6, 7, 8 og 12), og overtagelserne finder sted i sommeren 2021.

Lokalbus vandt den nye shuttlebuslinje 704 i Nykøbing Falster (enhed 14), som oprettes sommer 2021. Der er tale om kørsel med enkelt minibus, som unægteligt ligger noget uden for Lokalbus' hjemland i Køge Bugt-området.

Nobina genvandt med virkning fra december 2020 kørslen på Ring 3 med linje 30E og 300S (enhed 1), som dog er på en kortere kontrakt frem til åbningen af letbanen.

Udbuddet af enhed 4 med linje 431, 433, 439, 496, 497, 498 og 909 med 7 busser i det vestsjællandske, som i dag køres af dels Arriva, dels af Egon's Turist- & Minibusser, blev annulleret i løbet af efteråret.

På en mængde af de udbudte linjer skulle der bydes med både "nulemissionsmateriel" og enten "fossilfrit" eller "fossilt" materiel (se definitioner af disse begreber i omtalen af udbud A19). Den endelige beslutning om, hvad der bliver tale om, følger inden for 30 dage efter kontraktunderskrift og kan derfor endnu ikke oplyses.