Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2019

Ny bog: Møns kommunale Automobilselskab - og tiden før

Af Thomas de Laine

Forsiden af "Møns kommunale Automobilselskab"

Selv inden for kategorien bushistorie findes der smalle udgivelser, og den bog, forlaget J-bog nu udgiver, må være et eksempel på det. Den handler om Møns kommunale Automobilselskab, som eksisterede fra 1920 til 1923, og fortæller desuden om, hvordan trafikken de foregående cirka 20 år blev afviklet med først hestevogne og fra 1912 motorbusser.

Hvis det lyder som fjern fortid i et udkantsområde, er det dog værd at bemærke, at Møns kommunale Automobilselskab faktisk var landets første kommunalt ejede rutebilselskab. Den slags blev først mere almindeligt langt senere. I bogen er det kommunale selskabs vedtægter og regnskaber således også afbildet, ligesom der er mere traditionelle illustrationer i form af billeder af rutebiler, garager, køreplaner og kort osv. Selskabet drev et fintmasket rutenet på Møn, mens motorbusdriften i Danmark endnu var i sin ungdom. Men det var svært for selskabet at holde hjulene i gang som følge af problemer med såvel økonomien som materiellet. Det endte da også med, at aktiverne måtte afhændes til "Audi-Omnibusserne", som fik en noget større fremtid. I 1953 blev kørslen igen kommunal i regi af selskabet Møns Omnibusser, der var ejet af kommunerne på Møn.

Forfatterne til bogen er Jens Birch og Ole Gold, som sammen tidligere har skrevet bøger om de trafikale forhold i området. Først kom jubilæumsbogen Møns Omnibusser 1953-1993 i 1993, og da Møns Omnibusser få år senere lukkede, blev historien fulgt til dørs med De sidste år med Møns Omnibusser, som kom i 2003. Det var under tilblivelsen af disse bøger, forfatterne fik ideen til også at skrive om det kommunale selskab i 1920'erne. I 2014 udsendte forfatterne desuden en bog om Møns Dampskibsselskab.

Bogen om Møns kommunale Automobilselskab udkommer 26. oktober og præsenteres ved et arrangement hos Bog & Idé i Stege kl. 12.30 samme dag. Her vil det også være muligt at købe bogen.

Jens Birch & Ole Gold: Møns kommunale Automobilselskab - og tiden før. J-bog, Ishøj 2019. 68 s. og mere end 35 ill. 20x20 cm i stiv indbinding. ISBN 978-87-970772-2-1. Pris: ca. 175 kr.