Myldretid

Menu

Nyheder

Ikke flere dieselbusser til Aarhus Sporveje

Af Thomas de Laine

Hybrid-prøvebus i Frydenlund-sløjfen
Frydenlund-sløjfen bliver det første sted i Aarhus med ladestation til elbusser. I januar 2011 prøvekørte Aarhus Sporveje en hybridbus fra Solaris. Her ses prøvebussen i selskab med en ordinær dieselbus i Frydenlund-sløjfen, der var endestation for de nu hedengange linjer 4 og 24. Foto: Thomas de Laine 19. januar 2011.

Aarhus Kommune har besluttet, at bybusserne skal køre "fossilfrit" i 2030. Det er ikke den eneste by i landet med sådanne ambitioner, men for Busselskabet Aarhus Sporveje (BAAS) er konsekvensen af udmeldingen forholdsvis klar: Selskabet har købt nye dieselbusser for sidste gang.

Egentlig er der 60-70 af sporvejenes busser, der står til at skulle skiftes ud i løbet af de næste tre år. Men i stedet for at gå i gang med et udbud af det busindkøb nu, vil man i lyset af kommunens beslutning vente lidt. BAAS har nemlig allerede 4 elbusser i ordre til levering næste år, hvorfor man nu forventer først at foretage den store anskaffelse, når der er kommet nogle erfaringer med disse 4 busser i hus. De 60-70 busser, som altså sandsynligvis bliver elbusser, kan så leveres i 2020-21. Senere hen kan brintbusser også være en mulighed.

BAAS arbejder med en traditionel levetid for sine nuværende dieselbusser på ca. 12 år. Seneste levering af dieselbusser var 12 ledbusser fra Solaris i sommeren og efteråret 2017 (busnr. 505-516). En definitivt sidste dieselbus skulle desuden være i ordre til levering i 2019.

I eftersommeren 2019 begynder kørslen med Volvo-elbusser på linje 13 i Aarhus. Det er busser af typen med lejlighedsopladning, idet de vil blive ladet op under ophold i Frydenlund-sløjfen.

Kilde: Nyhedsbrev fra Busselskabet Aarhus Sporveje nr. 6/2018 11.10.18