Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2012 ➜
Sydtrafiks 6. udbud: Tide vinder Kolding bybusser
Af Thomas de Laine
Norske Tide Bus overtager 1. juli 2012 bybuskørslen i Kolding. Det betyder, at Kolding Kommune hvert af de næste 8 år vil spare ca. 600.000 kr. i forhold til den nuværende kontrakt. Det er Arriva, der i dag kører bybusserne i byen, nemlig på en kontrakt fra 2004, som Connex i sin tid vandt. Tide vil indsætte nye busser. Næstbedste tilbud kom i øvrigt fra City-Trafik, der 1994-98 kørte bybusserne i byen.
Resultatet i Kolding er en del af Sydtrafiks 6. udbud, der blev afgjort fredag 27. januar. Og udbuddet førte ikke kun til besparelser, idet regionens kørsel på forskellige rutebilruter bliver dyrere. Det samme gælder lokale ruter i Vejen og Haderslev kommuner. Region Syddanmark må således have 3 mio. kr. mere op ad lommen hvert år for "sin" del af den udbudte kørsel, og Vejen kommunes trafik i Holsted stiger hele 35 pct. i pris, da kørslen her i forvejen var meget billig.
Al den udbudte kørsel, udover bybusserne i Kolding, blev genvundet af Thykjær, der - som det fremgår - i flere tilfælde vil få mere for opgaven i fremtiden. De lokale ruter kommer på ny kontrakt fra august 2012, mens de regionale ruter skifter pr. 1. juli.
Udover de vindende busselskaber havde også Arriva, Rutebilselskabet Haderslev, Nobina, De Blå Busser, Lokalbus og som nævnt City-Trafik afgivet tilbud ved Sydtrafiks 6. udbud.
Kilder: Pressemeddelelse fra Sydtrafik 27.01.12; liste over modtagne tilbud 15.12.11