Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2011 ➜
Ny busforbindelse mellem Borup og Sporvejsmuseet
Af Thomas de Laine
Denne bus bliver bindeleddet mellem Borup station og Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm fra sæson 2011. Foto i Sjælsmark 26. marts 2011: Thomas de Laine.
Ved decemberkøreplansskiftet 2009 blev buslinje 249, der kørte mellem Borup station og Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, nedlagt. Den blev skåret væk som én af flere besparelser, og det var da heller ikke den mest benyttede buslinje i landet. Men det efterlod Sporvejsmuseet, hvor man kan se og opleve sporvogne og busser, i den lidt ironiske situation, at man ikke kunne komme til museet med kollektiv trafik.
Det bliver der rettet op fra museets sæson 2011, der indledes 24. april. Fremover kører Sporvejsmuseet nemlig selv med en bus fra Borup station til museet og retur i forbindelse med museets åbningsdage. Da museets samling nu om dage også omfatter enkelte lavgulvsbusser fra 1990'erne, er det muligt at gennemføre kørslen med museets egne busser, som samtidig også kan befordre barnevogne og kørestole uden behov for at bestige høje trin. Det er museets for tiden tredjenyeste bus, nemlig Partner Bus 8431, som er en Aabenraa-bygget Volvo B10BLE-laventrébus fra 1994, der skal være fast vogn på opgaven. Bussen har kørt helt indtil december 2010 hos Netbus i Skibby, men blev da udskiftet med nye busser efter et udbud.
Det er således glædeligt, at man igen kan besøge museet uden at råde over egen bil. Samtidig kan man nok forvente et bedre samspil mellem bus og tog, hvor man ikke som før risikerer, at bussen er kørt til tiden, selvom toget til Borup var forsinket. Køreplanen for museets busforbindelse er endnu ikke offentliggjort.