Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2008 ➜
Østtrafik er sat til salg
Af Thomas de Laine
Det sydøstsjællandske busselskab Østtrafik er sat til salg. Selskabet ejes af Hovedstadens Lokalbaner og har 65 busser og 145 ansatte samt kontraktkørsel for Movia, fortrinsvis i det tidligere Storstrøms Amt.
Østtrafik er et af de meget få tilbageværende offentligt ejede busselskaber, og baggrunden for salget er også netop, at Østtrafik ikke må være offentligt ejet efter den nye lov om trafikselskaber, der kom i forbindelse med kommunalreformen.
Busselskabet Østtrafik har en historie, der går tilbage til før anden verdenskrig, hvor privatbanen Østbanen, der kører mellem Køge og Stevns, begyndte at drive busruter. I midten af 1990'erne blev busdelen udskilt som et selvstændigt aktieselskab under navnet Østtrafik, og dette selskab vandt en del kørsel ved licitationer i de følgende år. Hovedparten af de nuværende kontrakter er indgået med det daværende Storstrøms Trafikselskab (STS) i 2004 og skal således forholdsvis snart i genudbud.
Man kan endnu kun gætte på, hvem køberen bliver, men det er sandynligt, at flere busselskaber vil være interesserede. Netbus, Tide, Concordia og det nu tyskejede Pan Bus er som bekendt ved at trænge ind i Danmark, og andre store og udenlandsk ejede busselskaber, der har været her i en årrække, er Arriva og City-Trafik. Det er således ikke utænkeligt, at Østtrafiks ruter i fremtiden kommer på udenlandske hænder.
Tilbageværende offentligt ejede busselskaber i Danmark vil herefter være Århus Sporveje og den resterende del af Odense Bybusser.
Kilde: Dagbladet Køges netavis 22.08.08