Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2008

Movias 2. udbud: Concordia ind i Danmark

Af Thomas de Laine

Buskoncernen Concordia kommer nu, efter flere års forsøg, ind på det danske marked. Selskabet skal overtage kørsel på to S-buslinjer og nogle mindre ruter i Nordsjælland. Det er et resultat af Movias andet udbud, der blev afgjort i dag.

Concordia Bus vandt linjerne 300S og 400S med 44 busser fra Arriva. Med til disse to S-buslinjer hører også natbuslinjerne 92N, 93N og 96N og aften-/weekendlinjen 400. Desuden har Concordia vundet linjerne 305, 306, 336, 339, 731, 732, 733E og 736 med 10 busser fra Arriva og De Hvide Busser i Nordsjælland.

Fjord-bus fortsætter på linje 600S med 23 busser og den tilhørende natbuslinje 91N.

Arriva beholder linje 575P, 704 og ekstrakørsel i Hillerød-området, og vinder linje 331 fra De Hvide Busser. I alt vinder Arriva 9 busser, men har et nettotab på 44.

De Hvide Busser mister i alt 10 busser til Concordia og Arriva.

De nye kontrakter træder i kraft 19. oktober i år og vil være 6-årige med mulighed for forlængelse i op til 2 år.

Hvem er Concordia?
Concordia Bus har ikke tidligere haft kørsel i Danmark, selvom selskabet har deltaget ved licitationer i varierende omfang over en periode på mere end 10 år. Concordia blev dannet i 1997 og ejedes dengang af norske Schøyen Gruppen og britiske National Express. I januar 2000 købte Concordia svenske Swebus, der oprindeligt var de svenske statsbaners busselskab, men siden 1996 havde været ejet af skotske Stagecoach. Swebus havde fra 1995 kørsel i Danmark, men solgte i 1997 til Combus.

I dag kører Concordia i Sverige, Norge og Finland. Swebus er stadig navnet på Concordias busaktiviteter i Sverige, mens Concordia-navnet bruges i Norge og Finland. I alt har Concordia ca. 3.500 busser og ca. 6.800 medarbejdere.

Nye og miljøvenlige busser
I forbindelse med udbuddet bliver der indsat nye busser på næsten alle linjerne. På de tre S-buslinjer kommer der nye busser, der lever op til den såkaldte EEV-norm, der er renere end Euro 5-emissionsnormen, som ellers først træder i kraft i 2009. De nye busser til linje 600S får endda endnu lavere udledninger, end der kræves for særligt miljøvenlige køretøjer, oplyser Movia.

Arriva havde som tidligere omtalt her på siden givet tilbud med naturgasbusser på S-buslinjerne. Som det fremgår, benyttede Movia sig ikke af dette tilbud. I en pressemeddelelse skriver Movia, at "de specielt miljøvenlige EEV-busser kører på diesel, som med den seneste motorteknologi værner om miljøet på samme niveau som busser, der kører på for eksempel naturgas. Dieselbusserne er fortsat de økonomisk mest fordelagtige. Og de nye busser på for eksempel 600S er ud fra en samlet vurdering også de mest miljøvenlige på markedet."

Endvidere skriver Movia:

Der er i forbindelse med forhandlingen om de nye kontrakter på blandt andet S-buslinjerne blevet afgivet tilbud på buskørsel med naturgasbusser. Naturgas er et miljøvenligt drivmiddel, som blandt andet bliver brugt sammen med biogas på en række busser i Helsingborg. Der er ikke optankningsanlæg til naturgasbusser i Danmark i dag, og derfor er prisen for at indføre en helt ny teknologi højere. En naturgasbus skal også leve op til de tekniske krav, som Movia stiller til busserne, og det kunne de busser ikke, der blev budt med i denne omgang.

Igen ved dette udbud sendes der letvægtsbusser på gaden. Concordia indsætter nemlig 10 letvægtsbusser på linjerne i Nordsjælland. Disse lever "kun" op til Euro 5-normen.

Fortsat nedtur for Arriva
Arriva må endnu engang se sig slået. Det er tredje udbudsrunde i træk, at Arriva taber et tocifret antal kontraktbusser i Hovedstadsområdet, og siden 2004 har Arriva sammenlagt haft et nettotab på over 200 busser. Det svarer til 6 ud af hver 10 Arriva-busser, der er sendt i udbud ved kontraktudløb. Arrivas markedsandel er dog ikke reduceret tilsvarende takket være opkøbene af Wulff Bus i 2004 og Veolia Transport Danmark i 2007.

UdbudKontrakt-
begyndelse
Arriva-busser
i udbud
Busser
vundet
Nettoændring
A22008539-44
192007835-78
1820067530-45
1720054281+39
162005250-25
152004000
1420047014-56
I alt348139-209

Arrivas tilbud med CNG-gasbusser skal således måske ses i lyset af, at man har erkendt et problem med at konkurrere uden at love noget ekstra, i dette tilfælde miljø. Øvelsen mislykkedes dog i så fald.

Concondia vandt ifølge Movia kontrakterne på de to S-buslinjer på "nye busser og meget høj kvalitet til kunderne til en konkurrencedygtig pris".

Fra oktober i år vil Arrivas markedsandel i hele Movia-området være 52,6 pct. På andenpladsen kommer City-Trafik med 16 pct., efterfulgt af Netbus med 5,5 pct. DitoBus vil være fjerdestørst med 5,3 pct., og den nye entreprenør Concordia bliver nummer fem med 4 pct.

Den gennemsnitlige bustimepris blev i dette udbud 576 kr., hvilket svarer til niveauet fra 3. udbud i 1992 (begge dele i august 2007-priser). Dette er en mindre stigning i forhold til de seneste udbudsrunder, men Movia begrunder det med de stigende oliepriser og manglen på arbejdskraft.

Fakta om udbuddet
Udbuddet, der også betegnes A2, omfattede i alt 86 busser og ca. 259.000 årlige køreplantimer. Langt den største del udgjordes af S-busserne på linje 300S, 400S og 600S på tværs af Hovedstadsområdet med tilhørende natbusser. Disse linjer tegner sig tilsammen for de 67 busser. Dertil kommer kommer knap 20 busser på linjer i Nordsjælland. I alt havde Arriva 53 busser, Fjord-bus 23 busser og De Hvide Busser 10 busser i udbud.

Kilder: Pressemeddelelser fra Movia 07.02.08; pressemeddelelse fra Concordia Bus 07.02.08