Nyheder ➜
Metroen skifter operatør for første gang
Af Thomas de Laine

Et af metroens nyeste togsæt, nr. 36, leveret i 2020, afgår fra Øresund st. som linje M2 mod Lufthavnen. De fire metrolinjer har til sammen 43 km spor, 44 stationer og 81 togsæt. I 2025 transporterede metroen 135 mio. passagerer. Foto: Thomas de Laine, 3. september 2025.
Københavns metro får ny operatør. Det nye selskab KBH Metro Partner er vinderen af det udbud af drifts- og vedligeholdelsesopgaven på alle fire metrolinjer, som blev skudt i gang sidste sommer. Det er første gang, operatøropgaven skifter hænder og dermed også en mere spændende og eventuelt udfordrende overgang end tidligere kontraktskift på metrodriften.
KBH Metro Partner ejes to tredjedele af RATP Development. RATP er et statsejet fransk transportselskab, hvis meritter ikke mindst tæller metroen i Paris, som har flere fuldautomatiske linjer. Den tilbageværende tredjedel har ComfortDelGro som ejer. ComfortDelGro Corporation ejer aktiemajoriteten i SBS Transit fra Singapore, som kører busser og tog i Singapore, men også er aktiv i andre lande. SBS Transit Rail står sammen med ComfortDelgro Irish Citylink og ligeledes ComfortDelGro-ejede Westbus Coach Services i England listet som støttevirksomheder for KBH Metro Partners tilbud.
Sammen med KBH Metro Partner blev både Keolis Danmark og den hidtidige operatør Metro Service for et år siden prækvalificeret ved udbuddet. I alt syv aktører havde ansøgt om prækvalifikation, så interessen for udbuddet var tydeligvis til stede. Proceduren var udbud med forhandling efter Forsyningsvirksomhedsdirektivet, og vinderen blev valgt ud fra pris med vægten 40 pct. og kvalitet med vægten 60 pct. Selve kontrakten forventes underskrevet i september.
Franske Keolis, som altså også deltog, kører bl.a. letbanerne i Aarhus (hvor driften dog er besluttet hjemtaget af Aarhus Letbane) og Odense, og Keolis har bl.a. erfaring med førerløse metroer fra den første af slagsen på europæisk grund, nemlig den i Lille i Frankrig. Metro Service bød denne gang med kun italienske ATM og ikke partneren gennem mange år Hitachi Rail, tidligere Ansaldo STS, bag tilbuddet. Mere om Metro Service' historie på Københavns metro nedenfor.
Hverdag under den nye kontrakt
Den udbudte opgave omfatter den trafikale drift, bemandingen, trafikinformation og kundeservice, vedligeholdelse, rengøring, billetsalg og passagertælling mv. En mængde medarbejdere fra Metro Service vil blive virksomhedsoverdraget, og det er en vigtig del af, at den daglige drift fungerer både før og efter kontraktskiftet. Men en førerløs metro er en teknisk kompleks opgave, der omfatter avancerede it-systemer, så det er mere end "bare" bemanding, der skal være styr på. I udbuddet blev der derfor også lagt vægt på, at vinderen havde dokumenteret erfaring med drift, vedligeholdelse og modernisering af automatiske metrosystemer, bl.a. vedrørende fornyelse af tekniske anlæg og udskiftning af signalsystemer. Det er relativt tung erfaring.
Når en opgave genudbydes, er det almindeligt at ændre på det ene og det andet i forhold til den hidtidige kontrakt. Metroselskabet oplyser, at der denne gang er optimeret nogle arbejdsgange og ansvarsfordelinger. Herunder hjemtager Metroselskabet salget af reklamer i metroen.
KBH Metro Partner overtager driften og vedligeholdelsen af metroen 28.-29. september 2027, og kontrakten løber i 12 år til 2039 med mulighed for forlængelse i 3 år. Værdien af kontrakten er 17 mia. kr. I opgaven indgår, at der er forskellige ændringer af metroen på vej, herunder en forlængelse af linje M4 i Nordhavnen med to nye stationer, der skal åbne i 2032, og opgraderingsprojekter med nyt signalsystem og nye tog på linje M1 og M2. Den kommende metrolinje M5, hvis første del forventes åbnet i 2030'erne, er ikke omfattet. Der foregår i øjeblikket udbud af anlæg og togsystem mv. vedrørende den nye linje, og heri indgår også de første års drift og vedligeholdelse.
Et kvart århundrede med Metro Service
Der har været ændringer i ejerskabet undervejs, men faktisk har Metro Service haft drifts- og vedligeholdelsesopgaven på hele Københavns metro kontinuerligt i dens levetid. Faktisk begyndte opgaven, længe før de første passagerer steg på. Da de oprindelige metrostrækninger i 1990'erne skulle bygges, fulgte opgaven med de første års drift og vedligeholdelse nemlig med den kontrakt om togsystemet, der efter et udbud blev vundet af italienske Ansaldo STS og AnsaldoBreda. Ansaldo STS stod for den førerløse teknologi med signalsystem osv., mens AnsaldoBreda byggede selve togene.
Ansaldo-koncernen valgte at lave en underentreprenøraftale om drifts- og vedligeholdelsesopgaven med britiske Serco og danske Bus Danmark, som derfor i slutningen af 1990'erne sammen etablerede aktieselskabet Metro Service. Serco ejede to tredjedele af Metro Service og Bus Danmark resten. Af de to parter havde Serco bl.a. erfaring med at køre den førerløse, men ikke ubemandede, bybane Docklands Light Rail i London, mens Bus Danmark havde et godt kendskab til at være aktør i den københavnske kollektive trafik. Bus Danmark var nogle år forinden blevet udskilt fra trafikselskabet HT som et selvstændigt aktieselskab og havde operatørkontrakter for HT om en stor del af buslinjerne i Hovedstadsområdet, men var ved at udbygge forretningen med kørsel andre steder i landet såvel som i Sverige. Involvering i metrodrift var et andet nyt område. Bus Danmark blev dog snart efter solgt til det britiske Arriva, som i 2003 afhændede sin ejerandel af Metro Service til Serco, da man ikke var interesserede i at være minoritetsaktionær.
Serco var derpå eneejer af Metro Service i nogle år, hvorefter Ansaldo og Serco ikke nåede til enighed om en forlængelse af underentreprenøraftalen, og i stedet overtog Ansaldo STS selv ejerskabet af Metro Service i et joint-venture med Milanos trafikselskab ATM (Azienda Trasporti Milanese). Det skete fra efteråret 2007 eller begyndelsen af 2008. Ansaldo-koncernen blev en del år senere, i foråret 2015, overtaget af japanske Hitachi, der fortsatte som medejer af Metro Service. Men i forbindelse med det nu afgjorte udbud, ønskede Hitachi Rail ikke længere at drive metro, hvorfor det kun har været ATM, der stod bag Metro Service' tilbud denne gang. Metro Service' operatøropgave på metroen ophører dermed i september 2027, lige knap 25 år efter metroens åbning for passagerer. Metro Service fortsætter til gengæld som operatør på Hovedstadens Letbane.
At opgaven er forblevet samlet på Metro Service' hænder indtil nu skyldes, at udbuddet af Metrocityringen, linje M3 og M4, endte med også at få Ansaldo-selskaberne som leverandør af togsystemet inklusive opgaven om de første års drift og vedligehold - en opgave, som Ansaldo meget logisk placerede i Metro Service. Ved siden af dette genvandt Metro Service opgaven på den oprindelige del af metroen, linje M1 og M2, da den første kontrakt udløb. Og ved den lejlighed havde Metroselskabet sørget for at planlægge udløbet af den nye kontrakt på linje M1 og M2, så de to drifts- og vedligeholdelseskontrakter i 2020'erne ville kunne genudbydes samlet. Metroselskabet har også gjort sig nogle anstrengelser for at sikre, at der faktisk ville være konkurrence om opgaven, så kontrakten ikke kun var opnåelig, hvis man havde indgående kendskab til systemet, fordi man havde designet det eller drevet det i en årrække. Og det lykkedes tydeligvis. Metroselskabet takker i sin pressemeddelelse samtidig Metro Service for deres indsats og samarbejdet gennem de mange år, hvor Københavns metro blev bygget op.
Kilder: Pressemeddelelse fra Metroselskabet 28.08.26; oplysninger fra CVR-registreret