Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2008

Ny bog: Bedford-busser - på danske veje

Af Thomas de Laine

Forsiden af 'Bedford-busser - på danske veje'

En af de busproducenter, der ikke længere sender nye køretøjer på gaden, er Bedford. Siden 1930'erne anskaffede danske busvognmænd et større antal Bedford-rutebiler med karrosserier bygget hos forskellige af de dengang mange danske karrosserifabrikker. De sidste Bedford-busser i Danmark blev dog bygget på den engelske fabrik Plaxton, og i 1980'erne ophørte produktionen af Bedford.

Forlaget J-bog udgav i 2001 hæftet Bedford-busser i Danmark i anledning af 70-året for de første Bedford-modeller. Salget gik bedre end ventet, og hæftet er ved at være udsolgt. Siden er der dukket nyt materiale om Bedford-busserne op, og J-bog har nu genudgivet hæftet som bogen Bedford-busser - på danske veje.

Den nye udgave beskriver ligesom hæftet fra 2001 de danske Bedford-bussers historie i ord og billeder, men teksten er omarbejdet og går denne gang noget dybere. På billedsiden er der sket en stor udskiftning, og den nye bog har i øvrigt mere end 200 illustrationer, mens hæftet blot havde 50. Endelig er bogen i noget flottere udstyr med stift omslag og en pæn del af illustrationerne i farver.

Jens Birch: Bedford-busser - på danske veje. Forlaget J-bog, Taastrup 2007. 110 s. og mere end 200 ill. - Pris: 275 kr. ekskl. forsendelse.