Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2007

Tilbuddene åbnet ved Sydtrafiks 1. udbud

Af Thomas de Laine

Sydtrafik kunne 29. november åbne tilbuddene ved sit 1. udbud, der dels er genudbud af kørsel i det tidligere Ribe Amt og dels genudbud af Sydbus-kørsel i Aabenraa Kommune. Udbuddet var opdelt i 17 enheder med betegnelserne 101-112 for kørslen i det gamle Ribe Amt og 121-125 for kørslen i Aabenraa-området. Til sammen er det omkring 100 busser, der er i udbud.

På A-kontraktkørslen har Rutebilselskabet Haderslev, Concordia Bus, Arriva, De Blå Busser, Bajstrup Rejser, Ribe Rutebiler, Netbus, Bent Thykjær og Pan Bus afgivet tilbud. Heraf har Arriva, Ribe Rutebiler og Bent Thykjær budt på al kørslen (Arriva dog med undtagelse af en enkelt enhed), mens de øvrige kun har budt på en del af udbudsenhederne. Det ses, at nogle af de "nye" udenlandsk ejede spillere er med, nemlig Netbus og Panbus. Concordia Bus har i øvrigt budt ved et antal licitationer i Danmark siden HTs 7. udbud i 1997-98, men indtil nu uden held.

Hvem er billigst?
Der er tilsyneladende størst rift om enhederne 121-125 i Aabenraa-området, hvor alle de store og flere af de mindre selskaber har budt. Ses der alene på prisen på enkelttilbud på de fem enheder, er Ribe Rutebiler billigst på de fire og Netbus på den ene, mens Concordia i alle tilfælde er dyrest. Der er en del forskel på tilbudspriserne på samme enhed. Det billigste tilbud på enhed 122 er eksempelvis på 499 kr./time, mens det dyreste er på 992 kr./time. Både Rutebilselskabet Haderslev, Pan Bus og Concordia har afgivet kombinationstilbud på alle de fem enheder 121-125, og her er Rutebilselskabet Haderslev billigst, mens Concordia igen er dyrest.

For så vidt angår enhederne 101-112, er det for langt de fleste kun Arriva, Ribe Rutebiler og Bent Thykjær, der har budt. På enkelttilbud er Ribe Rutebiler i alle tilfælde billigst, mens Arriva i næsten alle tilfælde er dyrest. Ribe Rutebiler og Bent Thykjær har også givet kombinationstilbud på al den udbudte kørsel (enhed 101-112 og 121-125). Ribe Rutebiler er billigst med det ene af sine to tilbud på hhv. 422 eller 425 kr./time.

På dubbleringskørslen har Rutebilselskabet Haderslev, Arriva, Dybbøl Turist, Bjert Busser, Bajstrup Rejser, Ribe Rutebiler, Netbus, Bent Thykjær og et firma kaldet Sydvestbus afgivet tilbud.

Sydtrafik forventer at træffe afgørelse om resultatet af udbuddet senest 27. februar. I den forbindelse indgår priskriteriet med vægten 75 pct. De nye kontrakter vil træde i kraft på forskellige datoer mellem juni og august 2008.

Kilde: Oversigt over afgive tilbud ved Sydtrafiks 1. udbud