Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv1999

Volvo køber Scania

Af Thomas de Laine

Volvo har købt 49,3 pct. af aktiekapitalen og 69,6 pct. af stemmerne i Scania. Volvo vil desuden fremsætte offentligt købstilbud på de resterende aktier. Hele baduljen vil koste Volvo omkring 60 mia. sek., hvilket er ca. 50 mia. dkr. Scania ejer Scania-DAB i Silkeborg, og med købet af Scania er Volvo næsten enerådende producent af busser til anvendelse i rutefart i Danmark.

I 1994 skiftede de to danske busproducenter DAB-Silkeborg og Aabenraa Karrosseri ejere. De blev solgt til hhv. Scania og Volvo. I de sidste mange år er stort set alle busser til almindelig rutekørsel i Danmark blevet bygget i enten Aabenraa eller Silkeborg. Dog er der i de senere år også kommet nogle Mercedes'er m.fl. til. Scania, Scania-DAB i Silkeborg og Volvo byggede i 1998 tilsammen 74,1 pct. af alle nye danske busser.

Uden for Danmarks grænser betyder købet, at Volvo-Scania er Europas største og verdens næststørste producent af busser (og lastbiler).

DAB og Aabenraa Karrosseri beskæftiger til sammen omkring 530 mennesker. Bliver der tale om samarbejde, hvilket i Aabenraa anses for oplagt, kan der godt blive tale om fyringer. DAB har allerede tidligere gennemgået fyringsrunder - bl.a. fordi DABs markedsandel er faldet siden Scanias overtagelse i 1994.

Kilde: Politiken 07.08.99