Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2003

Buskonflikt løst: City-Trafik-chauffører overdrages

Af Thomas de Laine

Den 20.-21. februar var store dele af Københavns bustrafik lammet af strejke. En del chauffører fra City-Trafik var kommet i knibe i forbindelse med nedskæringerne i bustrafikken. De stod til ikke at blive virksomhedsoverdraget, når City-Trafiks kontrakt udløb 25. maj. Myldretid har tidligere beskrevet sagen.

HUR afholdt et møde med entreprenørerne torsdag d. 27. februar med henblik på at finde en løsning. Da HUR ikke er arbejdsgiver overfor chaufførerne lagde man vægt på, at entreprenørerne måtte finde en løsning selv. Connex ville f.eks. i første omgang ikke overtage chauffører, da de selv havde chauffører i overskud.

Buschauffører er generelt ikke i overtal, og det er derfor i alle parters interesse, at de overtallige City-Trafik-chauffører forbliver i arbejde, da problemet kun vil være kortvarigt. Det lykkedes således at få den aftale på plads, at Arriva og Connex alligevel overtager chaufførerne, selvom der altså ikke følger en arbejdsopgave med.

Det bliver så spændende at se, om man vælger samme model ved nedskæringerne i december 2003 og foråret 2004. Og om man ligefrem har malet sig op i et hjørne, hvor chaufførerne får cementeret en ret til denne form for overdragelse, der næppe kan siges at være rummet i virksomhedsoverdragelsesloven. Hvis det er tilfældet, kunne det gå hen at blive dyrt, medmindre man altså forventer, at der vil være mangel på chauffører i al fremtid.

Positivt er dog under alle omstændigheder, at konflikten er løst, og chaufførerne bliver i arbejde.