Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2002

DSB skifter slogan

Af Thomas de Laine

"Lige til". Sådan lyder DSBs nye slogan, der med vilje har indbygget en oplagt misforståelse. Der er nemlig forskel på ligetil og lige til, hvor DSB altså har valgt det sidste.

Ligetil (i ét ord) betyder enkelt, ukompliceret, nemt eller hurtigt. Lige til (i to ord) betyder derimod hele vejen, direkte, uden svinkeærinder osv. DSB har valgt det sidste, da man helst ser sloganet opfattet i begge betydninger. Det er mere oplagt for folk at lægge ordene sammen end at dele op, er filosofien.

Der kan dog næppe være mange, der tænker over forskellen. I hvert fald vidner medarbejderavisen DSB i dag fra 20. august om, at det faktisk er enkelt-betydningen, der opfattes som den centrale af direktør Keld Sengeløv, og de fleste andre, der udtaler sig til avisen.

To bureauer foreslog samme slogan
Både reklamebureauet Bergsøe 4 og reklamebureauet Bates var kommet til samme forslag: "lige til". Det var naturligvis noget af en overraskelse for DSB. Bureauernes opgave var at finde et slogan, der både kunne afløse "Hvis tiden er vigtig" og "Simpelthen og hjem" (mere sprogsnak oplagt!), der tidligere var hhv. DSB Passagertog og DSB S-togs slogans. Det nye slogan skulle til, da DSB fremover skal markedsføres som en koncern.

Introduktionen
Sloganet har været brugt siden 19. august. Kort forinden modtog medarbejderne et badehåndklæde i Harry-violet farve med vingehjulet og det nye slogan på. Dette håndklæde skulle have en afsmittende effekt, for at nu at blive ved ord med mere end én betydning! I hvert fald har det en farve, så det hverken kommer med på stranden eller i svømmehallen!

Det nye slogan afløser også det gamle "Hvis tiden er vigtig" på et andet punkt: det vil fortsat ikke være vanskeligt at lave vittigheder med det. Det er faktisk ligetil.

Kilder: DSB i dag 20.08.02 samt 1 stk. DSB-badehåndklæde (tak!)