Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2022

Ryvang er lukket og slukket

Af Thomas de Laine

Sidste Ryvang-bus går i drift fra garagen
Den sidste Ryvang-bus går i drift fra garagen lørdag 12. november. Det er bus 1186, som skal til Kokkedal for at blive indsat på linje 150S. Foto: Thomas de Laine.

Arrivas garageanlæg "Ryvang" på Ydre Østerbro lukkede endegyldigt i weekenden 12.-13. november. Med lukningen er det sidste Movia-garageanlæg i København blevet historie, og det var også den eneste garage fra sporvejenes tid, der endnu var tilbage.

Uden egentlig markering af begivenheden kørte de sidste busser ud fra garagen lørdag morgen, hvor de gik i drift på den store linje 150S mellem Nørreport, Gl. Holte og Kokkedal. Bus 1178 og 1187 blev henholdsvis tredjesidst og næstsidst med udkørsel kl. 9.05 og 9.25. Begge kørte til Nørreport station, hvorfra de gik i rute mod Gl. Holte med afgang 9.24 og 9.44. Som absolut sidste bus, der kørte i drift fra Ryvang, havde bus 1186 udkørsel kl. 9.33, hvor den kørte mod Kokkedal station for at gå i rute mod Nørreport kl. 10.05.

Natten til søndag var det helt slut med de ryvangske driftsaktiviteter, da den sidste 150S-bus i form af bus 1185 kom hjem til garagen, hvor den efter planen landede kl. 4.44 - i øvrigt med en mangeårig Arriva-chauffør bag rattet. Lørdagens samlede indsats bestod i 11 busser på linje 150S og 1 bus på linje 27. I løbet af dagen flyttedes nogle af de inaktive busser til deres nye hjem i Gladsaxe, men også i tiden efter lukningsweekenden har der været både oprydningsaktiviteter og visse henstående, udrangerede busser på Ryvang-anlægget.

Ryvang garage nåede at eksistere i 53 år. Den blev etableret af Københavns Sporveje i forbindelse med overgangen fra sporvognsdrift til busdrift med åbningsdag ved køreplansskiftet 19. oktober 1969. "Bussificeringen" gav dels et øget behov for busgarager i København, og dels havde sporvejene i 1960'erne endnu nogle mindre hensigtsmæssige garager i brug fra tidligere tider. Det nye garageanlæg på Ydre Østerbro gjorde det muligt at nedlægge busgaragen i Århusgade Remise, som i dag er medborgerhus (Østerbrohuset).

Anlægget i Ryvangen havde egentlig kapacitet til omkring 195 busser, men fra juni 2022 var der blot garageret 36 busser i Ryvang, der tillige var blevet degraderet til et udkørselssted styret fra Gladsaxe. Det var linjerne 15E, 150S og 27, som var tilbage, og inklusive reservevogne nåede de tre linjer kun op på de nævnte 36 vogne, men i tilgift henstod der også nogle af de busser, som indtil Umoves overtagelse i juni havde kørt på linje 1A. Til trods herfor fremstod Ryvang-anlægget ret tomt, når man har set garagen i dens storhedstid.

Da Arriva for to år siden meddelte sine chauffører, at garagen ville lukke, havde man egentlig fastsat datoen til 25. juni 2022, som ville være Arrivas sidste driftsdag på linje 1A. Allerede forinden blev visse linjer dog i februar 2022 flyttet til andre garager. Selve lukningen blev imidlertid udsat, nok i lyset af, at salget af Arriva trak ud. Ultimo september kom en aftale om et salg af Arriva i Danmark til den tyske kapitalfond Mutares dog endelig i stand, og det satte øjensynligt skub i afviklingen af Ryvang-anlægget. I oktober måned blev der gjort plads til Ryvangs tilbageværende linjer i Gladsaxe garage, ved at linje 200S overførtes til Ejby, og i midten af november ophørte så driften fra Ryvang.

Sidste Ryvang-bus efter hjemkomst til garagen
Den definitivt sidste Ryvang-bus er kommet hjem i garagen natten til søndag 13. november 2022, og en æra er forbi. Der findes nu ikke mere Movia-busgarager i selve København. Foto: Jens Palmqvist.

Garageanlægget i Ryvangen er ikke med i handlen med Mutares. Formelt skiftede garagen i september 2022 ejer, da den overgik til anpartsselskabet "Arriva Ryvang ApS" (CVR-nummer 43165615), som blev stiftet tilbage i marts måned og indtil videre fortsat ejes 100 pct. af Arriva Danmark. Det er nok forventeligt, at den 32.000 kvadratmeter store grund på Ydre Østerbro bliver solgt til nybyggeri, og det ligger også direkte i forlængelse af, hvad der er sket med tidligere lukkede gamle HT-garager i København: Boligkomplekser findes i dag, hvor garagerne lå i Husum (lukket 1990), til dels i Valby (lukket 1991), på Irlandsvej (lukket 1992), på Ørnevej (lukket 1994) og på Artillerivej (lukket 1996). Den offentlige vurdering af Ryvang-anlægget lød i 2021 på 23,5 mio. kr., og stedet er beliggende i gangafstand fra såvel Østerbrogade, Svanemøllen station, Ryparken station som en skole, ligesom der er ganske kort køreafstand til Helsingørmotorvejen. Men egentligt etagebyggeri på garageområdet vil kræve en ny lokalplan.

Efter lukningen af Ryvang er det garageanlæggene i Gladsaxe, Ejby, Herstedøster (tre styk) og på Avedøre Holme (andre tre styk), der ligger nærmest København. Derudover forventes et nyt garageanlæg etableret på Amager i 2023-24, men syd for kommunegrænsen.

Tak til Jørgen Bonne og Jens Palmqvist m.fl. for oplysninger! Der er desuden hentet information fra CVR-registret og ejendomsoplysninger fra OIS.