Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2018

Ny bog: Aarhus Letbane - fra vision til virkelighed

Af Thomas de Laine

Udsnit af indholdsfortegnelsen
Omslaget på den nye bog er gråt i gråt, men indvendigt er den fyldt med farver. Her er et udsnit fra indholdsfortegnelsen.

Når nye banesystemer i ind- og især udland åbner, er det meget almindeligt, at indvielsen også fejres med en form for bogudgivelse. Herhjemme skete det f.eks. tilbage ved metroens indvielse i 2002, hvor man udsendte fire bøger om arkitekturen, togsystemet, anlægget og arkæologiske fund, og senest er det - uden at særlig mange vist har lagt mærke til det - sket ved åbningen af Aarhus Letbane.

Aarhus Letbane - fra vision til virkelighed er en bog i flot udstyr, som over 153 sider med mange farvebilleder fortæller om letbaneprojektets fødsel, sammenhæng med byudviklingen, anlægsarbejdet, og forhold vedrørende depotet, det rullende materiel, kørestrøm og driften mv. Afslutningsvis indgår et afsnit om Aarhus' førstegenerationssporvej.

Man kan ikke forvente, at en bog som denne indeholder kritiske analyser af letbanen, og den omtaler heller ikke den vanskelige periode i efterårsmånederne, hvor man kæmpede med at få tilladelse til at begynde at køre med passagerer, for den er skrevet færdig inden da. Tilsvarende er det ikke en "entusiastudgivelse" på linje med f.eks. Sporvejshistorisk Selskabs bøger. Men den tilbyder en indflyvning til Danmarks første letbane og giver måske lidt mere samlet baggrundsinformation, end man lige umiddelbart finder andre steder.

Uden at man bør lægge for meget i det, er det pudsigt, at der ikke er trykt noget udgivelsesår i bogen. Udgivelsen var oprindeligt planlagt til at finde sted samtidig med åbningen af Aarhus Letbane 23. september 2017, men i forbindelse med den meget sene aflysning af åbningsfesten blev også bogens udgivelse udsat. Det fortalte Århus Stiftstidende i sin historie om det overskydende bjerg af kransekager, man stod med den famøse lørdag i efteråret. Man må derfor antage, at bogen allerede var trykt eller i hvert fald næsten klar på det tidspunkt. I praksis udkom den nok ved den reelle åbning lige før jul.

Bjarne Jensen: Aarhus letbane - fra vision til virkelighed. Udgivet af Aarhus Letbane, december 2017(?). 153 sider med mange illustrationer i stiv indbinding og format 30 x 30 cm. ISBN 978-87-970048-0-7. Kan købes i Arnold Buscks netbutik og i visse boghandler i Aarhus. Pris ca. 200 kr.

Kilde: Stiften.dk 23.09.17