Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2015

Movias 12. udbud afgjort

Af Thomas de Laine

De Hvide Busser på Helsingørmotorvejen
Umove får nu udvidet sin kørselsmængde betragteligt. Her ses en bus på linje 353, som Umove-selskabet De Hvide Busser i december 2014 måtte aflevere til Nobina. Foto: Thomas de Laine.

Movia har i dag afjort udbud A12, altså trafikselskabets 12. udbud af almindelig rutekørsel. Udbuddet omfattede bl.a. tre store A-buslinjer i København samt bybusserne i Helsingør. Arriva kører i dag de fleste af linjerne, mens det Umove-ejede De Hvide Busser har kørslen i Helsingør-området.

Resultatet blev som følger:

Linje 3A og 9A i København med 36 busser blev vundet af det Umove-ejede Fjord-bus. Selskabet overtager kørslen fra Arriva. Endvidere er det lykkedes Umove at genvinde kørslen med 13 busser på linje 90N, 340, 345, 347, 801A, 802 og 803 i Nordsjælland. Denne kørsel udføres i dag Umove-selskabet De Hvide Busser, men er tilsyneladende vundet under Fjord-bus-navnet.

Det er første gang, det lykkes for Umove at vinde kørsel. Selskabet bød også på bybusserne i Odense, der for nylig var udbud, men uden at vinde. Så sent som i december måtte både Fjord-bus og De Hvide Busser afgive en mængde kørsel, der var blevet tabt ved Movias 11. udbud. Gevinsten i 12. udbud svarer til mere end den samlede kørselsmængde, Umove-selskaberne har i dag.

Københavnske linje 4A med 30 busser blev vundet af Anchersen, som i forvejen kører en mængde linjer for Movia i Københavns-området. Også linje 4A køres i dag af Arriva. Med udvidelsen vokser Anchersens kørselsmængde for Movia men henved 50 procent.

På linjerne 3A, 4A og 9A indsættes til sammen 66 nye busser, mens der på linjerne i Helsingør-området indsættes 13 nye busser.

Arriva blev med andre ord udbuddets store taber og må aflevere 66 kontraktbusser til sine konkurrenter. Selskabet genvandt alene de 4 busser på linje 176, hvor busserne også bliver skiftet ud med nye, men først i 2019.

Der skal have været hele fire forhandlingsrunder i dette udbud, hvis resultat nok især vil blive bemærket for, at Umove fik en gevinst. Det igangværende udbud A13, der omfatter linje 5A, bliver først afgjort senere på året.

Kilder: Pressemeddelelser fra Movia 27.02.15