Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2014

Metrocityringen åbner ikke i 2018

Af Thomas de Laine

Metro-tog i Brescia, Italien
Metrocityringens tog kommer stort set til at svare til dette leveret til Brescia i Italien. Foto 20. april 2014: Thomas de Laine.

Metrocityringen er nu officielt forsinket. Det hidtil forventede åbningstidspunkt var december 2018, men i går aftes fremgik det af pressen, at Metroselskabets administrerende direktør Henrik Plougmann Olsen har fortalt om sagen: "Jeg kan sige helt stensikkert, at vi ikke åbner i december 2018 som planlagt," lød det ifølge Berlingske.

Allerede for et halvt års tid siden blev der talt om, at byggeriet var blevet forsinket. I en række tilfælde har arbejdet på byggepladserne i aften- og nattetimerne måttet indstilles i forbindelse med de meget omtalte støjsager. Der blev tidligere på måneden vedtaget en lov, der efter et års tovtrækkerier mellem Metroselskabet, myndighederne og naboerne formentlig kan afhjælpe det meste af problemet, men i mellemtiden har entreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT) oparbejdet ret til at få flyttet fristen for færdiggørelsen af byggeriet. Og den ret har de annonceret, at de vil udnytte, uden at kravene endnu er kendt af Metroselskabet.

Selve byggeriet er ifølge metrodirektøren pt. kun cirka to måneder forsinket, men de mange forstyrrelser af CMTs arbejde giver dem altså ret til at få forlænget fristen for at nå det. Hvornår metroen kan åbne, er derfor lige nu et forhandlingsspørgsmål mellem Metroselskabet og CMT. Først efter sommerferien forventes en ny åbningsdato at foreligge.

En forlængelse af anlægsperioden medfører en fordyrelse af projektet relateret til f.eks. lønninger og materiel. Beløbet svarer til mindst omkring 100 mio. kr. om måneden.

Selv om byggearbejdet er meget synligt over jorden, er selve tunnelboringen endnu kun på et forholdsvis tidligt stadie. De to første tunnelboremaskiner indledte arbejdet i Nørrebroparken for cirka et halvt år siden. 10. juni brød Nora igennem til den kommende metrostation Aksel Møllers Have på Frederiksberg, som den maskine, der er længst fremme. Søsteren Tria nåede seks dage senere frem til Nuuks Plads (ved Rantzausgade). Disse to maskiner borer den vestlige del af metrocityringen. To andre boremaskiner - Eva og Minerva - tager den østlige del, herunder turen under de gamle bydele. I alt bores omkring 30 km tunnel. Byggearbejdet med stationerne rundt omkring i byen er vigtigt for tunnelboreprocessen, da stationerne skal være klar til, at tunnelboremaskinerne kan komme igennem dem, efterhånden som de kommer til dem på deres vej. Forsinkelserne på stationsbyggepladserne kan således være ret afgørende.

Den "gamle" metro, der som bekendt også blev forsinket, har nu kørt i snart 12 år, og har netop rundet en halv milliard passagerer siden åbningen.

Kilder: B.dk 24.06.14; oplysninger fra M.dk