Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2013 ➜
Ny bog: Nordjyske rutebiler i alle farver
Af Thomas de Laine
Indtil 1990'erne var rutebiler i Danmark en meget blandet og farverig affærre. Branchen var domineret af mange små, privatejede rutebilforretninger, ofte drevet af samme familie i flere generationer, hvoraf selv "de store" som f.eks. Østhimmerlands Rutebiler var små efter vore dages standarder. Visse steder, f.eks. på Fyn, var DSB dog dominerende, men i Nordjylland havde DSB af historiske grunde ikke ret meget buskørsel, så denne landsdel "tilhørte" talrige private vognmænd og et par privatbaner. Med hver deres bemaling bragte de stort set hele farvespektret ud på vejene og ind på rutebilstationerne.
Bogen Nordjyske rutebiler i alle farver fortæller - rutebilforretning for rutebilforretning - historien om de mere end 60 forskellige vognmænd, der kørte i Nordjylland frem til licitationerne i 1994-95. Hvert afsnit er illustreret med farvebilleder, der viser vognmandens busser i hans egne farver. Licitationerne gjorde det som bekendt af med en meget stor del af rutebilselskaberne og i øvrigt også med vognmændenes egne bemalinger, idet Nordjyllands Trafikselskab som de fleste af landets andre trafikselskaber benyttede lejligheden til at indføre sit eget design på alle kontraktbusser.
Bjarne Svendsen er ny som forfatter af busbøger, men har allerede skrevet flere artikler i Bushistorisk Selskabs medlemsblad. Arbejdet med Nordjyllands-bogen begyndte i foråret 2009 og har bl.a. involveret en lang række samtaler med nuværende og tidligere vognmænd i det nordjyske. Der er med andre ord lagt ganske meget arbejde i bogen, som forlaget J-bog har givet en flot indpakning med farvebilleder og stift bind. Bogen er udkommet i dag 1. august og kan bestilles hos J-bog. Idéen til denne bog vil i øvrigt udmærket kunne overføres på andre landsdele.
Bjarne Svendsen: Nordjyske rutebiler i alle farver. J-bog, Ishøj. 168 s. i A4-format, stiv indbinding, mere end 190 illustrationer; heraf de fleste i farver. Pris hos forlaget: 350 kr. ekskl. forsendelse.