Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2011 ➜
DSB fyrer endnu en topfigur
Af Thomas de Laine
Harry - billede fra en DSB-reklamefilm.
Flere højt placerede figurer i DSB har forladt deres stillinger i årets løb, og nu er turen kommet til den måske mest kendte af dem alle: Harry har sidste arbejdsdag 31. december efter 11 år i tjenesten.
Det blålilla, uldne tøjdyr Harry var først og fremmest lavet til tv-reklamer, hvor man ville opbløde DSBs daværende "etatimage", fortæller personaleavisen DSB i dag, men over tid har internettet betydet, at det er blevet mere relevant for DSB at markedsføre sig på andre måder, og Harry er svær at tilpasse nutidens medielandskab, mener man. Folkekære Harry og co. har derfor ikke længere en fremtid hos DSB, der har valgt at stoppe, mens legen er god.
Den inkarnerede bilist Harry mødte allerede i de første tv-reklamer togpassageren Bahnsen, spillet af Søren Pilmark, som han i begyndelsen var meget skeptisk over for. Men senere blev de perlevenner, om end Harry aldrig opgav sin bil, "den brune bisse". I senere reklamer kom den lysegrønne og ligeledes uldne Solvej til som Harrys store kærlighed. Og så videre. 48 reklamepriser senere er rejsen nu slut.
Det var oprindeligt kun meningen, at Harry skulle leve nogle år, men hans popularitet har fået DSB til at fortsætte med ham. Med tiden har DSB da også solgt mange Harry-tøjdyr i forskellige størrelser og andet merchandise, ligesom en Harry-udklædt person har deltaget ved forskellige arrangementer så som indvielser, Copenhagen Pride og sågar en DSB-ansats bryllup. En af Harrys sidste opgaver bliver da også Københavns Hovedbanegårds 100 års jubilæum, der fejres i weekenden 3.-4. december.
DSB i dag bringer i denne uge et mindeord om Harry. Her kan man læse denne passage: "Det var dog ikke alle, der fandt ham lige charmerende. Den daværende transportminister, Flemming Hansen, udtalte i august 2006, at DSB burde droppe nogle af Harry-reklamerne til fordel for brugbar information om togene. Kritikken tog hårdt på Harry."
Æret være hans minde!
Kilde: DSB i dag 22.11.11