Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2010

DSBs kontraktbetaling skæres ned med 7,5 pct.

Af Thomas de Laine

I sidste uge stod det klart, at DSB skal spare 300 mio. kr. som en del af finansloven for 2011. Da det blev besluttet, var DSBs ledelse endnu ikke blevet orienteret om besparelserne. DSBs administrerende direktør Søren Eriksen har heller ikke villet kommentere besparelsen, som allerede er blevet kritiseret af flere politikere og forskere, der mener, at konsekvenserne vil være færre tog eller på andre måder ringere service for passagererne.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) mener dog, at DSB godt kan undvære de 300 mio. kr. uden sådanne konsekvenser. "Jeg kan bekræfte, at det er nogen, jeg selv mener, vi kan finde - også uden at det går ud over den almindelige passagerdrift," har ministeren sagt til DR Nyheder, og over for Ritzau har han også været parat til at tage ansvaret: "Jeg har overhovedet ikke drøftet det her med DSB. Det er mit ansvar. Det er mig, der må stå på mål for de her 300 millioner kroner."

Lidt mere konkret er der tale om, at DSBs kontraktbetaling fra staten skal reduceres med de nævnte 300 mio. kr., svarende til ca. 7,5-8 pct. af kontraktbetalingen, der årligt udgør 3,9 mia. kr. Når dette er muligt, skyldes det selvfølgelig, at DSB også stadig ejes af staten (som en såkaldt "selvstændig offentlig virksomhed") og udfører hovedparten af trafikken på kontrakter, der aldrig har været genstand for udbud. Noget tilsvarende havde været umuligt over for f.eks. Arriva eller DSBFirst. Hvordan pengene præcist skal findes, forlyder der endnu ikke noget om, men ministeren skal have et møde med DSB i den nærmeste fremtid, hvor der skal kastes lys over spørgsmålet.

Ministeren mener heller ikke, at besparelsen, som altså skal opnås gennem effektivisering og rationalisering, kommer til at give anledning til fyringer. DSB er i forvejen på vej med en fyringsrunde, hvor 140 administrative medarbejdere skal have prikket i begyndelsen af december.

Kilder: DSB i dag 16.11.10; DR.dk 09.11.10; Berlingske.dk 09.11.10; Politiken.dk 09.11.10