Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2009

Transportministeren lufter opbakning til Ring 3-letbane

Af Thomas de Laine

S-bus på Ring 3 ved Buddinge st.
En spritny bus på ringvejslinjen 300S passerer under S-togsbroerne ved Buddinge station i oktober 2008. Måske den sidste generation af busser på linje 300S? Foto: Thomas de Laine.

Skuffelsen var stor på Københavns vestegn, da de fleste af Folketingets partier i januar indgik et transportforlig, hvor Århus, men ikke Ring 3, fik en letbane. Vestegnskommunerne og tidligere Københavns Amt har ellers arbejdet i årevis på at få en sådan letbane fra Lyngby over Gladsaxe til Glostrup og videre mod enten Brøndby Strand eller Ishøj. Men i forliget blev der blot afsat penge til undersøgelser af en højklasset betjening af Ring 3, og det lå i kortene, at der især var tale om busdrift med større grad af kørsel i reserveret areal mv., end det er tilfældet på strækningen i dag.

Transportminister Lars Barfoed (K) har dog i begyndelsen af august i pressen omtalt mange transportprojekter, bl.a. motorveje, han ønsker fremmet. Og i mellem disse er der nye toner i spørgsmålet om letbaner på Ring 3: "Der er masser af pendlere, som bruger Ring 3, fordi de arbejder på den anden side af hovedstaden. Ved at etablere nogle bedre forhold for den kollektive trafik vil vi kunne reducere den trafik. Og det kunne blandt andet ske ved at etablere en letbane," sagde han 5. august til Berlingske.dk.

Han understregede i den forbindelse, at der stadig er et analysearbejde i gang om de forskellige alternativer, og at han på grund af prisen for en letbane tror mere på en løsning, der i begyndelsen handler om busser, men at man senere kan etablere en letbane. På Christiansborg bakkede trafikordførerne hos Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de Radikale samme dag op om en letbane.

Ringvejen har allerede i dag busbetjening med meget nye, miljøvenlige busser forsynet med gode sæder og air-condition, der kører ad en direkte rute med få stop og i 5-minuttersdrift i myldretiden. Linjen hedder 300S og har eksisteret siden 1990. At etablere "højklasset busdrift" på Ring 3 burde således primært handle om infrastrukturen, altså busbaner og busprioritering.

Kilder: Berlingske.dk 05.08.09