Myldretid

Menu

Denne side har et kendt layoutproblem, som venter på at blive løst. Myldretid beklager fejlen.

NyhederNyhedsarkiv2000

HT indklaget efter annullering af udbud

Af Thomas de Laine

HT er blevet indklaget for Klagenævnet for Udbud under Konkurrencestyrelsen. Klageren er Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service (AHTS). Det sker, fordi HT ved sin seneste licitation, 9. udbudsrunde, annullerede udbuddet af tre udbudsenheder. Ved udbuddet fandt HT ikke, at tilbuddene lå tilstrækkeligt lavt prismæssigt. Der var også kun én byder på to af enhederne, nemlig Arriva Danmark.

Afdelingschef i AHTS Ulrik Damm har sagt til Børsen, at man har indklaget HT, fordi trafikselskabet afviste tilbuddene, selvom de var seriøse. Der blev budt med både nyt materiel og lavere priser end dem, HT for nuværende betaler for kørslen. "Man kan godt forkaste indgivne tilbud, men så skal der være en saglig grund hertil. Og når byderne tilbyder at køre til en timepris lavere end den, der køres for i dag, så kan buddene ikke være useriøse," siger Ulrik Damm.

I morgen d. 5. januar vil HTs bestyrelse på et ekstraordinært møde afgøre genudbuddet af de tre udbudsenheder. HT har i forhold til det annullerede udbud ændret på bl.a. kravene til busserne og opdelingen af linierne i enheder, således at bl.a. linie 250S og 300S alligevel ikke udbydes sammen.

Kilde: Børsen 27.12.99