Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2009 ➜
Forsinket start for københavnske elbusser
Af Thomas de Laine
Startdatoen for Københavns nye citybuslinje, som vil blive kørt med små batteridrevne busser, er blevet udsat. Årsagen er, at leveringen af busserne er blevet forsinket.
Den italienske fabrik skulle have leveret de første 4 busser i november og de sidste 7 i januar-februar. Ifølge en status ved Movias bestyrelsesmøde 12. februar er forsinkelsen på omkring halvanden måned, således at driftsstarten for den nye linje har måttet udskydes fra 1. marts til medio april 2009. Det fremgår også, at både Movia og Københavns Kommune er stærkt utilfredse med Arriva, som man ikke mener har fulgt tilstrækkeligt op på produktionen af busserne. Derfor vil Movia også modregne i kontraktbetalingen for de busser, der først leveres efter 1. marts.
En ny tidsplan lød medio februar på, at 3 busser skulle leveres senest i indeværende uge (uge 9), 6 yderligere busser senest 3. april og de sidste 2 busser senest 17. april.
Linjen, der bl.a. kører ad de små gader i middelalderbyen, bliver trafikeret af busser med plads til ca. 30 passagerer. Busserne bliver indrettet med placering af dør mv., så chaufføren ikke kan sælge billetter. Derfor får busserne som noget nyt en særlig automat, der modtager kontanter.
Kilde: Status for udbud med Movias bestyrelsesmøde 12.02.09