Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2009

Sydtrafiks 2. udbud: Pan Bus indtager Esbjerg

Af Thomas de Laine

Tyskejede Pan Bus overtager kørslen på bybusserne i Esbjerg. Det afgjorde Sydtrafik i sidste uge, hvor kørslen ved trafikselskabets 2. udbud blev fordelt. Mens Arriva således ikke længere skal køre i Esbjerg, er der andre, der får lov at fortsætte. Rutebilselskabet Haderslev genvandt nemlig kørslen i Sønderborg-området, Rødekro og Aabenraa samt den udbudte X-Bus-kørsel.

Pan Bus har vundet bybusserne og driften af rutebilstationen i Esbjerg og kørslen på Fanø, som Arriva hidtil har udført. Derudover overtager Pan Bus regionalruterne 10 og 12 fra Rutebilselskabet Haderslev. Pan Bus vil i efteråret indsætte nye busser på bybuslinjerne.

Det er kun halvandet år siden, Deutsche Bahns busselskab opkøbte Pan Bus. Denne vognmandsvirksomhed med base i Viborg har en historie, der går helt tilbage til 1921. Udover rutebilkørsel har man bl.a. stået for bybuskørslen i Viborg i mange år. Kort efter det tyske opkøb vandt man bybusserne i Silkeborg, og fra juni bliver Pan Bus altså ny entreprenør for Sydtrafik med i alt 33 busser.

Rutebilselskabet Haderslev beholder den udbudte kørsel, bortset fra rute 10 og 12 med 3 busser, og driften af rutebilstationen i Sønderborg. Rutebilselskabet indsætter 16 nye busser, hvoraf de fire vil være små busser.

Arriva mister som nævnt sin kørsel i udbuddet, hvilket tilsammen drejer sig om 30 busser.

De nye kontrakter træder i kraft 28. juni 2009 og vil gælde i 8 år; dog kun 7 år for ruterne 221, 222, 223, 225, 226, 227 og 229. Sønderborg Kommune havde ønsket 2-årige kontrakter på "sine" udbudsenheder, men der var ikke kommet tilbud på denne kontraktlængde til en fornuftig pris. Alle 81 udbudte busser vil i løbet af efteråret fremstå i Sydtrafiks blå henholdsvis gule designbemaling.

Sydtrafiks udgifter til kørslen kommer efter udbuddet til at stige med 9,2 mio. kr. årligt. I pressemeddelelsen skriver Sydtrafik, at dette nok bl.a. hænger sammen med, at nye EU-regler fra januar 2010 fjerner momsfordelen ved at lease busser i udlandet. Udover vinderne havde Tide Bus afgivet tilbud på bybusserne i Esbjerg, mens Arriva og City-Trafik begge havde budt på større dele af kørslen. På bybusserne i Esbjerg var Pan Bus billigst med 556 kr./bustime, mens Arriva skulle have 564 kr., Tide Bus 586 kr. og City-Trafik 647 kr. Rutebilselskabet Haderslev havde ikke budt på Esbjergs bybusser.

Kilder: Pressemeddelelse fra Sydtrafik 30.01.09 og oversigt over indkomne tilbud 10.12.08