Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2008

Netbus godt fra start på linje 5A

Af Thomas de Laine

Her bringes med nogen forsinkelse en beretning om Netbus' overtagelse af linje 5A i København. Red.

Hvis man er busselskab og vant til at køre fredelige landruter, og den største by, man kører ind i, er Roskilde, så imødeser man nok overtagelsen af landets største bybuslinje med en vis spænding. Men øvelsen gik godt, da Netbus i oktober stod i netop den situation: Busselskabet kørte i forvejen med omkring 20 busser i Hornsherred, og skulle nu tredoble sin trafik ved at overtage linje 5A, der kører med 39 busser gennem Københavns tættest trafikerede gader.

Snoren er netop blevet klippet
Snoren er netop blevet klippet for den første Netbus, der kørte fra Stamholmen for at gå i drift på linje 5A. Foto: Thomas de Laine.

Netbus er det nye navn for Partner Bus, som norske Nettbuss opkøbte i 2005. Partner Bus, der oprindeligt hed Frederikssund-Skibby Bustrafik, har kørt landruter i Hornsherred siden 1990, og har generelt ligget godt i de løbende kvalitetsmålinger, som HT, HUR og Movia har foretaget i tidens løb. Faktisk blev busselskabet kåret til "Årets entreprenør" i både 2005 og 2006 - en pris, der gives til den entreprenørgarage, der har opnået den bedste tilfredshed hos passagererne, baseret på interviews med 25.000 buspassagerer. Det var da også kvalitetstallene, der gjorde udslaget, da linje 5A var i udbud: Netbus vandt, selvom selskabet ikke havde givet det billigste tilbud.

Første bus fra Stamholmen
Selve overtagelsesdagen var søndag 21. oktober, og det blev markeret i garagen, da den første bus afgik mod endestationen i Husum kl. 5.02 for at blive første Netbus på linje 5A. En del mennesker var mødt frem til arrangementet, hvor direktør Erik Hein holdt en kort tale, i hvilken han bl.a. fremhævede chaufførens vigtige rolle. Derefter klippede chaufføren på første bus, Per Bukhave, den røde snor, tilskuerne klappede, og der blev skålet i alkoholfri champagne. Derefter kørte bussen mod Husum, og kort efter kørte også første bus, der skulle afgå fra Sundbyvester Plads. I alt 19 busser var fra omkring kl. 11 på gaden i søndagskøreplanen.

En af udfordringerne ved at overtage linje 5A var at finde de omkring 140 chauffører, der skulle bruges. Som det er almindeligt ved kørselsoverdragelser, var der en del chauffører, der valgte ikke at følge med til den nye entreprenør. Så Netbus måtte finde chauffører på et arbejdsmarked, hvor der i forvejen er mangel på arbejdskraft. Der er da også gjort en del for chaufførerne hos Netbus: De får sunde, lette måltider og gratis frugtordning, der er et motionshold, og alle har sundhedsforsikring. Det lykkedes at få alle de nødvendige chauffører inden overtagelsen, og også de 43 nye busser var alle klar til tiden.

Selve busanlægget var til gengæld ikke helt færdigt. Det er nyopført og beliggende på Stamholmen på Avedøre Holme. I den første tid måtte man klare sig med pavilloner, men 30. november kunne service- og uddannelsescentret, som anlægget hedder, indvies. Denne gang var det Movias administrerende direktør Johannes Sloth, der klippede snoren. Centret er tegnet af arkitekt Peter Ilsø og bygget af NCC, mens Jonathan Pedersen har stået for kunstnerisk udsmykning.

Overtagelsen var en af de mere velforberedte af slagsen. Indøvningsbusserne medtog endda passagerer - side om side med Arriva-busserne - nogle af de sidste dage frem til den egentlige skiftedag. Efter få dages drift blev flere af Netbus' busser dog skadet ved et par uheld, så de 43 nye busser måtte suppleres med en tre år gammel bus, der netop var blevet tilovers fra kørslen i Hornsherred.

Linje 5A's buspark består siden oktober af 43 13,7 meter lange Volvo B12BLE-busser med norskbyggede Vest-karrosserier af modellen Center. De skiller sig ud fra mængden med en ret karakteristisk front, som der er delte meninger om. Busserne er de første bybusser i København, der lever op til Euro 5-emissionsnormen, hvilket medførte en del presseomtale i dagene omkring 21. oktober. Movia har da også reklameret lidt for sagen i form af et grønt klistermærke, der findes på dørsiden af linje 5A's nye busser og andre busser indsat samtidig.

Et flagskib
Som man måske kan fornemme, har Netbus gjort en hel del ud af linje 5A. Det er den første licitationsgevinst, siden nordmændene overtog selskabet, og hvis man kan køre linje 5A, har man vel også vist, at man kan køre enhver dansk busrute. Så 5'eren er nok en slags flagskib for Netbus, der for tiden deltager i flere andre udbud i landet. Bl.a. har Netbus offentliggjort, at man har budt på S-buskørsel i Movias igangværende udbud.

Udover linje 5A og den omtalte kørsel i Hornsherred, har Netbus rutekørsel i Århus-området og Nordjylland, turistkørsel med bl.a. skiturister og en ekspresbusrute mellem København og Bornholm.