Myldretid

Menu

NyhederNyhedsarkiv2007

Veolia Transport forlader Danmark

Af Thomas de Laine

Veolia-gasbus i København
LPG-gasbusserne får en del af skylden for Veolia Transports utilfredsstillende resultater i Danmark. Foto: Thomas de Laine.

Veolia Transport, der er den næststørste operatør på det danske busmarked, har besluttet at forlade Danmark. Årsagen er, at det er for vanskeligt at tjene penge. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse i eftermiddag.

Den danske ledelse understreger, at selskabet fortsætter som hidtil, indtil en løsning er fundet. En lukning af selskabets aktiviteter betegnes som udelukket, og en form for salg må derfor komme på tale.

Veolia kom ind på det danske busmarked for ti år siden med købet af det dengang svenskejede Linjebus. I de ti år har Veolia Transport lidt store økonomiske tab, på trods af selskabets stærke markedsposition. Moderselskabet Veolia Environment ønsker nu at tage konsekvensen og trække Veolia Transport ud af det danske marked. Veolia Transport-gruppen er Europas største virksomhed, der driver offentlig transport, og har globalt ca. 80.000 medarbejdere.

Fire forhold gør de forretningsmæssige vilkår i Danmark vanskelige ifølge Veolia:

Det er ikke første gang, et stort, internationalt busselskab forlader Danmark på grund af manglende indtjeningsmuligheder. I 1997 solgte Stagecoach Swebus Danmark til Combus af denne årsag.

Veolia Transport Danmark har i dag over 1.600 medarbejdere, ca. 600 busser, 13 værksteder og en samlet markedsandel på over 20 pct. Der er ikke nogen frist for, hvornår en løsning for det danske selskabs fremtid skal være på plads.

Nu er det store spørgsmål selvfølgelig, hvilke ejere, der kommer til at føre Veolia Transports danske aktiviteter videre. Det er måske værd at erindre, at Arriva i sin tid solgte halvdelen af Combus videre til netop Veolia - formentlig fordi, man frygtede indgreb mod en monopolisering, hvis selskabet kom til at sidde på alt for stor en del af den danske busdrift.

Veolia Transport er blandt de prækvalificerede ved udbuddet af Øresundstogene. Her deltager Veolia Transport i Danmark og Sverige i konsortium, hvorfor det ikke kan konkluderes, at Veolia er ude af spillet i forhold til dette udbud.

Kilde: Pressemeddelelse fra Veolia Transport Danmark 06.02.07