Nyheder ➜ Nyhedsarkiv ➜ 2007 ➜
Metroen skifter operatør
Af Thomas de Laine
Den københavnske metro skifter operatør til oktober. Det fremgår af en pressemeddelse fra Ansaldo, som Ørestadsselskabet har udsendt i dag.
I Ørestadsselskabets kontrakt med Ansaldo indgik dels leveringen af metroen, dels driften og vedligeholdelsen i de første 5 år med en option på yderligere 3 år. Denne option valgte man i foråret 2006 at udnytte.
Ansaldo har aldrig stået for driften selv, men har haft Metro Service som underentreprenør. Metro Service er ejet af det engelske Serco, der bl.a. driver Docklands Light Rail i London, som også er et førerløst bybanesystem.
Ansaldo og Serco har forhandlet en mulig forlængelse af underkontrakten, men er ikke blevet enige, og Metro Service' kontrakt udløber derfor til oktober 2007. Herefter vil Ansaldo i joint-venture med Azienda Trasporti Milanese, ATM, overtage driften og vedligeholdelsen af den københavnske metro. ATM er ejet af Milano Kommune og er den største metrooperatør i Italien og kører såvel metroer, sporvogne, busser som trolleybusser med 8.700 ansatte og 600 mio. årlige passagerer.
Det nye selskab overtager som nævnt driften til oktober, hvor Metro Service' medarbejdere overføres efter bestemmelserne i virksomhedsoverdragelsesloven. Ifølge flere netaviser vil selskabet i øvrigt arve navnet Metro Service. Ørestadsselskabets kontrakt med Ansaldo udløber i oktober 2010, og driften efter dette tidspunkt vil blive sendt i EU-udbud.
Kilde: Pressemeddelelse fra Ansaldo og Ørestadsselskabet 16.01.07